Når landmanden får KO-kontrol, så er det ikke nok, at kontrollanten bare konstaterer, at der er sket en overtrædelse. Kontrollanten skal gennem en konkret vurdering påvise, at overtrædelsen er sket med fortsæt eller uagtsomt. Dette er slået fast ved EU-Domstolen, og synes også kodificeret i den nye landbrugsforordning. Det mener jurist i Bæredygtigt Landbrug Nikolaj Schulz efter han har nærlæst en EU-dom fra den 27. februar.
Hvad betyder det for fx MFO-afgrøder?
Det store problem med MFO-afgrøder som med alle andre afgrøder er, at man jo ikke kan garantere, at en afgrøde vokser frem i overensstemmelse med EU-reglerne. En landmand kan gennem godt landmandsskab skabe de bedste rammer for, at afgrøden har gode vækstbetingelser, men bestemme væksten kan han ikke, og derfor mener jurist Nikolaj Schulz ikke at man kan trækkes i støtte, hvis landmanden i øvrigt lever op til godt landmandskab.
”Sagt med andre ord, så er det ikke nok, at kontrollanten konstaterer, at MFO-afgrøden ikke fremstår som reglerne dikterer. Hvis afgrøden ikke fremstår korrekt, så skal kontrollanten undersøge om landmanden har behandlet MFO-afgrøderne på en ansvarlig måde. Hvis dette er tilfældet, så foreligger der hverken fortsæt eller uagtsomhed, og der er herefter ikke grundlag for at foretage et støttetræk.”
Hvad skal landmanden være opmærksom på
I det omfang, at det er muligt, så opfordrer Nikolaj Schulz landmændene til at være opmærksomme på, at de på forskellig vis skal kunne dokumentere, at de har handlet som en god og ansvarlig landmand nu engang gør.
”Dette vil altid være en konkret vurdering, og udgangspunktet må være, at det er myndigheden, der har bevisbyrden,” lyder vurderingen fra Nikolaj Schulz.
Fakta: Læs hele dommen: |
Af Jakob Tilma, jti@baeredygtigtlandbrug.dk