bjarne-i-rapsmark_300x120

Ministeren snupper landbrugets penge

11. jan 2015 / Af

Af Bjarne Nigaard, adm. direktør

Som om den generelle økonomiske situation ikke var hård nok i sig selv, så bidrager fødevareministeren nu også med et forsøg på at drille landbruget. Sådan tolker jeg i hvert fald hans udspil om, at tre af de 15 promilleafgiftsfonde nu ikke længere skal kunne styres af landbruget selv. I stedet lægger ministeren op til, at der i fondenes bestyrelser skal kunne skabes et flertal af medlemmer udenfor erhvervet, bl.a. i kraft af en af ministeren udpeget formand.

Bjarne i rapsmark (foto Kristian Brasen)

Landbruget har haft for frit spillerum i brugen af midler i de tre fonde Promilleafgiftsfonden for landbrug, Promilleafgiftsfonden for frugtavlen og gartneribruget, samt Fonden for økologisk landbrug, mener ministeren.

Hvordan kan man have for frit spillerum til at bruge sine egne penge? Det lyder som noget min kone kan finde på at sige til mig, når hun begrunder hvorfor seneste indkøb af sko via fælleskontoen er helt på sin plads. Eller, det lyder måske snarere som noget et hedengangent regime i Østeuropa kunne finde på.

Man skal gøre sig den ulejlighed at huske, hvordan konstruktionen med de i alt 15 fonde opstod. De var et led i en samlet forhandling, og kom til verden med en række forudsætninger.

Derfor er det en ret ’frisk’ tilgang ministeren har til at inddrage midler og indflydelse fra fondene. Jo, det er delvist offentlige midler, der er i fondene, men disse offentlige midler blev jo netop tilført som led i en samlet konstruktion med flere fonde, hvor man som forudsætning altså havde, at erhvervet skal bidrage med noget, og staten skal bidrage med noget. Man kan ikke på denne måde ensidigt fra ministerens side tage dele af en aftale og en underforstået konstruktion, og så ensidigt kun lave om på udvalgte vilkår.

Vil ministeren ændre på aftalen, så må han opsige den, og trække de offentlige midler ud, og så kan man lave et helt nyt system, der erstatter alle 15 landbrugsfonde.

Men forudsætningen for landbrugets indbetalinger har været, at de samlede midler tilbageføres til udvikling inden for erhvervet. Hvis dele af dem nu i stedet tilføres helt andre formål, skal vores indbetalinger stoppe, og den nuværende formue skal returneres til landbruget. For hvis det ikke sker, har vi endnu et langfingret eksempel på den besynderlige opfattelse der er af dit og mit hos både fødevareministeren og miljøministeren.

Fødevareministeren må i øvrigt hellere passe alvorligt på, hvordan han skruer på knapperne, for fjernelse af erhvervets bestemmende indflydelse, og i stedet statslig bestemt administration af midlerne, gør jo reelt opkrævningen af midlerne til erhvervsbeskatning, hvor pengene ikke bruges til og af landbruget, men til alle mulige andre almene formål.

En skat skal ramme bredt, ikke usagligt konkret, og må ikke må være konkurrenceforvridende ved at belaste et bestemt erhverv frem for andre. Begge dele mener jeg ministeren kan få svært ved at leve op til.