bornholmsk-gaard-1000

Blå blok: Landbruget skal reguleres på baggrund af faglighed

26. maj 2015 / Af

Mange landmænd kæmper med røde tal på bundlinjen og er akut truet på deres overlevelse, hvis ikke rammevilkårene bliver ændret markant.

Hos blå blok er man meget opmærksomme på landmændenes problemer og lover markante ændringer, hvis der kommer en ny regering. www.baeredygtigtlandbrug.dk har talt med fødevare- og landbrugsordførerne fra de fire partier i blå blok.

“Vi skal plukke de lavt hængende frugter først. Så det vil sige, at vi skal have lettet på gødskningsreglerne, så det omgående bliver tilladt at gødske efter ligevægtsprincippet. Dernæst er det afgørende at få gennemført et paradigmeskift, hvor vi flytter os fra generelle til målrettede virkemidler, og hvor vi ændrer fra en input- til en outputstyring. Og så er det vigtig, at vi laver en regulering af landbruget på baggrund af faglighed og ikke på følelse”, siger Mette Bock, fødevare- og landbrugsordfører fra Liberal Alliance.

Randzonerne skal væk
Politikerne er meget opmærksomme på alle de regler og tiltag, der er med til at gøre det svært for landmændene, og flere ting vil blive enten afskaffet eller løsnet med en ny regering.

“Randzonerne skal væk og den kraftige overimplementering, som regeringen som kører frem med på vandplanområdet, er en ommer. De nuværende vandplaner skal skrottes, og så skal der laves en rettelse af de mange fejlklassificeringer, sådan vi får alle de små vandløb ud af vandplanerne. Og så skal der en revurdering til på målene, så markerne ikke bliver forsumpet i de kommende år, da vi skal bruge arealerne til at dyrke på”, siger Erling Bonnesen, fødevare- og landbrugsordfører fra Venstre

Ingen overimplementering
Hos alle partier har man meget fokus på at EU-lovgivningen og den måde som den bliver implementeret i Danmark. For Dansk Folkeparti er det vigtig med et opgør med den måde vi arbejder med EU-lovgivningen på.

“Vi skal minimumsimplementere EU-lovgivning. Dermed ikke sagt, at vi ikke vi gå ud over EU-lovgivningen, men så skal vi bare have en politisk diskussion om det, så vi kan stå på mål for det, og så må vi også tage de kampe og diskussioner med erhvervet som der er i stedet for at gemme os bag ved EU og sige, at det er dem der kommet med reglerne, når det ikke passer”, siger René Christensen, fødevare- og landbrugsordfører fra Dansk Folkeparti

Der skal bruges fakta og ikke modeller
Under gødningsretssagen i Viborg blev det meget tydeligt, at de modeller man bruger til at regulere efter ikke er brugbare, og at der er behov for at bruge mere fakta, når der udformes love.

“Vi vil have en anden tilgang til den måde man måler på både når det kommer til gødskning og til kvælstofudledning. Vi vil ikke arbejde efter de modeller, som man gør i dag. Vi vil ud og lave konkrete målinger og få en mere realistisk tilgang til det”, siger Daniel Rugholm, fødevare- og landbrugsordfører fra Det Konservative Folkeparti.

Læs Bjarne Nigaards kommentar til det forestående valg.

I de kommende dage vil www.baeredygtigtlandbrug.dk bringe interviews med alle landbrugsordførere, hvor de giver deres syn på landbruget og erhvervets udfordringer.

Af Anders Wiese Hooge, awh@baeredygtigtlandbrug.dk