samson-gyllevogn

Gødningsmængden skal ikke reduceres to gange

10. sep 2015 / Af

Da de danske myndigheder med Nitratdirektivet i 1990 fik til opgave at udpege sårbare områder i Danmark, valgte man at udlægge hele Danmark som sårbart. Det vil sige, at både robuste og sårbare jorder nu blev behandlet som om de var sårbare.

På sårbare områder – altså ikke på de robuste arealer – finder EU`s ligevægtsprincip anvendelse. Det betyder, at der maksimalt må gødskes op til afgrødernes forventede behov.

Disse regler gælder dog ikke for danske landmænd, da myndighederne reducerede overalt med 25-30 procent under ligevægtsprincippet, selvom ligevægtsprincippet ifølge EU kun skulle gælde som begrænsning på sårbare områder.

Sårbare jorder kan blive endnu mere sårbare
i 2013 kom Natur- og Landbrugskommissionen med en anbefaling om at udpege sårbare områder. Det svarer reelt til at gennemføre det arbejde med kortlægning, som blev forsømt efter Nitratdirektivets indførelse i 1990. Det kommer nu til at betyde, at selvom danske landmænd er afskåret fra at gødske efter ligevægtsprincippet, som skulle gælde som maksimum på de sårbare jorder, ønsker man ifølge Natur- og Landbrugskommissionen nu også at reducere yderligere på 30 procent af arealet.

”Natur- og Landbrugskommissionens forslag om, at man skal kunne gødske mere på robuste arealer mod til gengæld at holde igen på de sårbare arealer, lyder besnærende. Men det kan komme til at betyde dobbelt reduktion. Den situation vil vi i Bæredygtigt Landbrug advare imod”, siger Jørgen Evald Jensen, faglig direktør i Bæredygtigt Landbrug og forsætter:

”Umiddelbart lyder det jo som et godt forslag, at der kan gødskes mere på 70 procent og mindre på 30 procent. Men man skal passe på med ikke at overse, at der i forvejen undergødskes væsentligt på de områder, som i Danmark er sårbare. Også på de sårbare områder er undergødskningen officielt godt 20 procent under økonomisk optimum. ”

Ingen rimelighed i forslaget
Hos Bæredygtigt Landbrug forsætter man kampen for, at alle danske landmænd kan få lov til at gøde efter ligevægtsprincippet, og ifølge Jørgen Evald Jensen, kan det ikke være rimeligt, at man fra Natur- og Landbrugskommissionens side lægger op til, at nogle landmænd nu vil få endnu sværere vilkår.

”Man kan altså kun foretage det samme indgreb een gang – ikke to gange, og man kan ikke reducere for udbringning af gødning, når man i forvejen ligger langt under EU’s regler. Det kan ikke være meningen, at man efter at have sovet i timen i mange år, hvor man skulle have konstateret sårbare områder, og hvor man i stedet har indført generelle stramninger, som omfatter alle, yderligere vil reducere gødningsanvendelsen på 30 procent af jorden. Alle jorder i Danmark skal efter Bæredygtigt Landbrugs synspunkt gødskes efter ligevægtsprincippet”, siger Jørgen Evald Jensen.