Af Povl Blak Bojer, landmand, Thy
Jyllands Postens har i en leder sat punktum i randzonesagen. ”Den lille mand” og hans søn, Christian, vandt kampen mod randzonerne, som startede i august 2012. Det varmer naturligvis, at man i en af landets førende aviser bliver nævnt som den succesfulde ”hærfører”, der er gået forrest i bestræbelserne på at få fjernet randzoneloven. Kampen afslørede, at randzoner ville være uden nævneværdig miljømæssig effekt, på trods af at dette var forudsætningen i udgangspunktet. Dette sammenholdt med at randzonekortene havde en fejlrate på mere end 90 %. Det blev to meget væsentlige årsager til randzonernes endelige død.
Men sejren må trods alt dedikeres til landbruget, som anført og finansieret af Bæredygtigt Landbrug stod mere og mere sammen, og til sidst var i fælles front. Men i øvrigt tak til alle aktører, som kæmpede mod de grundlovsstridige og miljømæssig virkningsløse randzoner. Særlig tak til alle de journalister, som bidrog i kampen med talrige faglige og saglige artikler.
Det har naturligvis været både skuffende og frustrerende at opleve, at Folketinget oprindeligt lod sig forføre af et embedsvæsen med en politisk dagsorden uden fagligt indhold. Men ubehaget opvejes dog af rettergangen. Her blev alle tænkelige resurser sat ind, utrættelige forsvarsadvokater, anklagere som gjorde alt for at håndhæve randzoneloven og ikke mindst en behagelig, myndig dommer, som afgjorde sagen præcis sådan, at ingen ønskede at anke og ingen siden har fundet anledning til kritik af dommerens afgørelse. Så bliver man trods alt stolt af sit samfund.
Men nu må vi ikke falde hen i sejrsrus; Vi skal videre, og det haster med nye sejre til landbruget. Vi skal bruge den høstede erfaring fra randzonekampen. Vi skal kæmpe i samlet flok, og have fuld fokus på den vigtigste sag – og stort set kun den. Og så skal vi påregne, at det vil vare 3-4 år at få sejren i hus.
Haster mere end nogensinde
På trods af randzonesejr og større gødningskvoter, så udtaler Jyske Bank, at ”landbrugets situation er deprimerende”. Og der er mere sandhed i det udsagn end de fleste aner.
Dansk Landbrug står med ryggen mod muren. Mange landbrug er på afgrundens rand. Hver uge ryger nye landbrug ud over kanten. Samtidig styrter arbejdspladser og eksportindtjening til samfundet med i afgrunden.
Forklaringen er ganske simpel: udgifterne er større end indtægterne. Dansk Landbrugsproduktion er så stor, at ca. 90 % af denne eksporteres og altså sælges uden for landets grænser. Dette salg sker i konkurrence med landbrugsvarer fra hele verden. Danmark er et meget lille land, og selv en meget stor dansk landbrugsproduktion fylder meget lidt på verdensmarkedet for landbrugsvarer. Vores varer er dermed reelt ikke prisdannende. Dette skriver jeg for at understrege, at landbrugets indtægter følger prisdannelsen internationalt. Det betyder, at misforholdet mellem indtægter og udgifter i landbruget, i den grad er livstruende for landbruget i Danmark, og der findes kun en løsning på, hvis landbrugserhvervet og dets eksportindtjening til det danske velfærdssamfund skal bevares.
Løsningen er færre udgifter og omkostninger, og det kan kun opnås ved yderligere politisk handling.
For at gøre det helt enkelt, så kan de politiske overvejelser om aktiv deltagelse i kampen koges helt ned til følgende spørgsmål:
– Mener man, at det danske velfærdssamfund kan undvære landbrugets bidrag?
Mener man ja, så skal man blot lægge stemmer til fortsat politisk gidseltagning og udbytning af landbruget.
Mener man nej, så skal man handle politisk nu og fjerne udgifter – mange udgifter – fra landbrugets budgetter.
Som jeg ser det, er der kun et at gøre. Politisk må man gå i rette med den finansielle sektor.
Alt for mange har sugerør nede i forretningen
Dansk landbrug har en samlet gæld på ca. 360 mia. kroner. Gælden er fremkommet ved investeringer i et produktions anlæg, som hjembringer en årlig eksportindtægt på ca. 70 mia. kroner. Det vil jo faktisk sige, at bare 5 års eksportindtægter modsvarer gælden. I realiteten understreger dette vel egentlig en meget fornuftig forretning.
Men, men, men, alt for mange har sugerøret nede i forretningen dansk landbrug.
Og her må den finansielle sektor holde for. Finanskrisen var meget tæt på at sende visse aktører i denne verden i afgrunden. Finanssektoren havde angiveligt et meget stort selvansvar for denne situation. Anført af de største aktører, dem som havde en selvforståelse, som sagde dem, at de var uundværlige for samfundet, de formåede at presse politikerne til, med samfundets midler, at redde dem fra afgrunden.
Politikkerne blev meget forskrækkede for, om den næste finanskrise ville kunne håndteres. Det medførte en politisk beslutning om, at den finansielle sektor snarest skulle konsolidere sig med endnu højere solvensprocenter end tidligere. Så midt i den værste krise, en forholdsregel for den næste værste krise. Havde den logiske sans sejret, ville beskeden til finanssektoren have været, at der ikke må kunne opstå en ny krise som følge af overmod og grådighed i finanssektoren.
Den finansielle sektor sendte omgående bidragssatserne mod skyerne, og resultatet er ikke udeblevet. Egenkapitalvækst i helt uhørt tempo. Milliardbeløb tyvstjæles fra landbruget og boligejerne. Resultat kender vi alt for godt. Landbruget, som altid har været, og altid vil være et meget kapitaltungt erhverv, er ved at bukke under, og boligejerne er skræmt i en grad, som kvæler ethvert tiltag til forbrug og med vækst til følge.
Samfundet har med politikere og den finansielle sektors ageren skudt sig selv i foden. Kreditforeninger er blevet til kreditselskaber, og resultatet er ikke udeblevet.
Politisk mod vil kunne redde landbruget
Politisk mod til at sætte øvre grænser for bidragssatser og gebyrer på landbrugets gæld vil kun redde dansk landbrug. For dansk landbrug vil 1 % i besparelse på administrationsbidrag, bankrenter og gebyrer betyde mindre udgifter i landbruget på samlet 3,6 mia. kroner, og pengene vil gå rent ind på bundlinjen i landbrugets resultatopgørelse. Man skal selvfølgelig huske, at det vil blive en anelse kedeligere at være direktør i finanssektoren, og at mange advokatfirmaer vil miste indtægter fra betalingsstandsninger og konkurser, men til gengæld vil samfundet også i fremtiden have gavn af landbrugsproduktionen i Danmark.
Hvis disse store tal skal omregnes til en mere jordnær størrelse for en bondemand, så drives der i Danmark 2.634.000 hektar landbrugsjord. Fordeler man 3.500.000.000 kroner på disse hektarer, så vil der til hver hektar være ca. 1.300 kroner. Det lyder måske ikke af meget, men med et bedriftsareal på 200 hektar vil det alligevel beløbe sig til 260.000 kroner for hver enkelt landmand, og lige så vigtigt: det vil mindske likviditetsbehovet ved hver eneste termin.
Hvis man så vil følge op på de øgede gødningsnormer og få dem op, så de matcher planternes udbyttepotentiale, så vil man her kunne ende med en fremgang i dækningsbidraget pr. hektar på omkring 2.000 kroner sammenholdt med 2015 niveau. Gødningsregler og særpakker, der har haft til formål at pakke finansverdenen ind i vat, er dog langt fra de eneste politiske beslutninger, vi som landmænd skal arbejde for at få ændret i 2016.
Vi må ikke glemme, at det var en politisk beslutning i EU, der førte til den langstrakte handelsboykot mod Rusland. En sanktion sat i verden, da man fra politisk hold ikke kunne tolerere Ruslands fremfærd i Ukraine. Denne politiske beslutning har uden tvivl betydet lavere afregning på både mælk og kød.
En gennemsnitlig slagtesvineproducent producerer i omegnen af 4000 kg svinekød pr. hektar, så når den russiske handelskrig, skønnet af fagfolk, for den danske landmand koster 1 krone pr. kilo kød, koster det altså 4000 kroner pr. hektar.
En mælkeproducent producerer, efter mit skøn, minimum 10.000 kg mælk pr. hektar, så her vil blot 40 øre mindre for mælken tilsvarende medføre et tab på 4000 kroner pr. hektar.
Eksemplerne underbygger i den grad, at politiske beslutninger har medført meget store indtægtstab til landmændene, og de viser, at en række politiske beslutninger både er årsag til større udgifter og mindre indtægter i dansk landbrug i disse år. Disse ovenstående forhold bringer mig til følgende konklusion.
Det haster mere end nogensinde, hvis landbruget i Danmark skal reddes, og der er kun en løsning på problemerne: politiske beslutninger, som yderligere, her og nu, letter byrderne på dansk landbrug.
For at vinde kampen er det vigtigt, at vi tager ved lære af randzonesagen. At vi som landmænd kæmper sammen og kræver bedre rammevilkår for dansk landbrug.