Siden sin opstart i 2010 har Bæredygtigt Landbrug haft postadresse på Sjælland, men senest den 1. juni flytter administrationen til en endnu ukendt adresse i trekantsområdet i Jylland. Flytningen sker for at administrationen kan komme tættere på størstedelen af foreningens ca. 4.100 medlemmer.
Foreningens direktør Hans Aarestrup, der netop er tiltrådt i stillingen den 8. februar 2016, og som selv bor i trekantsområdet, ser frem til flytningen, som han mener vil styrke Bæredygtigt Landbrugs arbejde fremover.
”Med basen i Jylland kommer Bæredygtigt Landbrug tættere på størstedelen af medlemmerne, og for mange medlemmer og bestyrelsen, bliver det en lettelse i det daglige at have administrationen tættere på. ”
I forbindelse med udflytningen af kontoret er foreningens ansatte blevet varslet om, at det er op til medarbejderne selv at vælge, om udflytningen betragtes som en opsigelse da afstanden mellem det nuværende og det fremtidige arbejdssted er så stor, som tilfældet er.
Bæredygtigt Landbrug havde fra sin start i 2010 og frem til januar 2015 adresse på Tempelvej i Arnakke ved Holbæk, og de seneste 13 måneder har foreningen holdt til på den tidligere landbrugsforsøgsstation på Ledreborg Allé i Roskilde.