Rigsrevisionen har rejst kritik af administrationen af landbrugets fonde. Der er ikke foregået noget ulovligt, men udbetalingerne har været uigennemsigtige og for ensartede, lyder en del af kritikken. Pengene i fondene stammer dels fra produktionsafgifter indbetalt direkte af landmanden dels fra tilbageførsel af en del af de pesticidafgifter, der er pålagt erhvervet.
Bæredygtigt Landbrugs formand Flemming Fuglede Jørgensen, der selv har sæde i Promilleafgiftsfonden, er ikke i tvivl om at pengene – specielt i den nuværende alvorlige økonomiske situation i landbruget – har det bedst i landmændenes lommer.
”Vi administrerer i øjeblikket et dyrt kør-rundt-system, hvor administration og revision koster mange penge. Specielt i en tid hvor primærerhvervet er så hårdt ramt på likviditeten, er det bedre at lade landmanden beholde pengene selv,” siger formanden for Bæredygtigt Landbrug.
Bæredygtigt Landbrug har de senere år selv fået tilskud fra Promilleafgiftsfonden til to projekter. Penge, der dels er brugt til en gennemgang af netop afgifter og begrænsninger i erhvervet, og dels til at vise hvad erhvervet kan, hvis vi får lov til at give den fuld gas og øge planters optagelsesmuligheder.
”Så længe pengene udbetales, kan Bæredygtigt Landbrug ligeså godt søge tilskud og bruge dem fornuftigt, frem for andre bruger midlerne. Men vi ser hellere, at landmændene beholder pengene i egen virksomhed; det er der hårdt brug for” siger Flemming Fuglede Jørgensen.
Af Anne-Marie Glistrup, amg@baeredygtigtlandbrug.dk