Af Jacob Lund-Larsen, chefredaktør, Effektivt Landbrug
Vi hører det igen og igen i naturdebatten.
Danmarks natur er forarmet.
Altså bliver naturen dag for dag fattigere. Det er der nogen, der laver projekter om.
Sådan nogle, hvor man måler op og tæller frøer, blomster og insekter. Og konklusionerne i dette arbejde har nu i årtier været én, lang klagesang. Det går ad helvede til med den danske natur, for nu at benytte et ikke-akademisk sprog.
Vi, der har for vane at færdes i naturen, enten fordi vi lever i og af naturen, eller blot fordi vi beskæftiger os dagligt med emnet, kan have svært ved at genkende billedet af en fattig, forarmet natur i Danmark. Forleden kunne denne skribent eksempelvis – godt nok fra førersædet af en bil – tage hele strækningen fra Thisted i det smukke Thy og ned til den dansk-tyske grænse under opsyn. Endda retur. Og med en trailer på krogen. Så der var god tid til at besigtige landskabet. Og til indlagte pauser i naturen.
Og hvis det, man oplever udfolde sig for sine øjne på sådan en 550 kilometers tur på hovedvej 11 over Holstebro, Skjern, Varde, Ribe og ned i grænselandet og retur, er et billede på forarmet natur, står vi af. Naturligvis har kulturlandskabet indflydelse på landskabet. Men et forarmet og fattigt landskab? Det findes næppe meget grønnere, friskere og mere indbydende for øje og sjæl ret mange steder i verden, end netop Danmark på en junidag, hvor et par regnbyger har livet hele landskabet op. Det er et fantastisk skue. Ikke mindst takket være landets største naturforvaltere – de danske landmænd, der ejer og dyrker agerjorden på forbilledlig vis.
Men betyder en køretur fra nord til syd og retur i vores land, og begejstringen for hvad der møder øje og sjæl, så, at alt er i sin skønneste orden. Nej, naturligvis ikke. Der er altid plads til forbedringer. Men det er jo netop det, den nye naturpakke tager hånd om – at give biodiversitetsskov mere plads. Både de statslige og de private skove. Og mens man vil øge opmærksomheden på at beskytte truede insekter, planter og padder, vil man samtidig sikre, at vi alle sammen får bedre mulighed for at komme ud at opleve naturen. Er det nu så foragteligt?
Man fristes næsten til at tilføje, at sådanne planer pr. automatik møder kritik og modstand fra dem, som aldrig kan få uberørt natur nok. Problemet med sådan et evighedshjul af negativitet og automatreaktion om naturens undergang er, at det til sidst kniber med at tage sådanne meldinger alvorligt. Ikke mindst når den oplevede virkelighed for mange af os er langt mere positiv, end man påstår, der er grundlag for.
Og hvis man ikke tror os, når vi påstår, at Danmarks natur er et fantastisk skue, så spørg evt. de mange danskere, der i de kommende uger tager bilen sydpå på ferie. Og spørg dem, når de vender hjem igen, hvordan de oplevede gensynet med den danske natur. Virker den som en forarmet svækling, eller er gensynet med Danmark en oplevelse af en dansk natur, der strutter i en skøn blanding af skov, strand, agerlandskab og uberørt natur i et enestående miks?
Vi tror, vi kender svaret fra flertallet, som næppe vil opleve køreturen gennem det danske landskab som en fattig naturoplevelse i et forarmet landskab.
(Indlægget har været bragt som leder i Effektivt Landbrug)