Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Bæredygtigt Landbrug
Tirsdag den 2. august blev der på Copenhagen Business School fremlagt en meget spændende rapport om det danske landbrugs rammevilkår.
Rapporten indeholder en omfattende analyse, der viser, at dansk landbrug er ramt meget hårdt på konkurrenceevnen.
Over en tiårig periode fra 1997 til 2016 mangler en dansk planteavlsejendom således 10,5 mio. kr., en svineejendom 12,3 mio. kr. og en malkekvægejendom 7,8 mio. kr. i indtjening i forhold til lande med tilsvarende produktionsvilkår. Særligt restriktioner på brug af kvælstof, høje afgifter, moms og skatteregler giver voldsom konkurrenceforvridning, lyder en af konklusionerne i CBS-rapporten. Da spørgsmålet lød, om hvem det havde gavnet, at landbruget på den måde har tabt mellem 80 og 100 mia. kr., lød svaret:
Ingen – har vundet på denne regulering – heller ikke miljøet.
Landbrugsaviserne og enkelte andre har omtalt rapporten – ellers har den hidtil været omgærdet med tavshed. Det burde ellers være forsidestof, at et bærende erhverv igennem mange år er blevet misrøgtet af skiftende regeringer. Den nuværende regering har i nogen grad prøvet at rette op på forholdene med den meget udskældte landbrugspakke. CBS-rapporten burde være forsinket dokumentation for nødvendigheden af den pakke, og burde få kritikken af pakken til helt at forstumme, samtidig med at den burde få politikere fra alle sider til at samle sig om at ændre de ødelæggende rammevilkår, erhvervet er spundet ind i.
Nogen har udlagt rapporten, som om de enkelte landbrug kunne have tjent en million mere. Den holdning er stærkt misvisende, og en hån mod hårdtarbejdende landmænd. Der er for landbruget langt til sådanne tilstande. Rimelige rammevilkår igennem de sidste 20 år kunne have hindret den altødelæggende gældsætningsspiral, landbruget befinder sig i, og kunne samtidig have betydet en tiltrængt udvikling og modernisering af erhvervet. En udvikling der, som tingene har været, ikke har været nok økonomisk power til at speede op.
Det er af største vigtighed, at politikerne sætter sig godt ind i de skræmmende tal bag rapporten, så årtiers fejlmanagement af landbruget kan ophøre, og danske landmænd igen får mulighed for at producere fødevarer til ind- og udland på konkurrencemæssigt lige vilkår.
(Indlægget har været bragt i Jyllands-Posten).