hans3

BL-direktør: Stol på danske landbrugsvarer

30. okt 2016 / Af

Coops nye mærkningsordning for dyrevelfærd er en rigtig dårlig idé.

Det mener Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, der især frygter, at endnu et mærke vil forvirre forbrugerne mere, end det vil hjælpe og guide dem.

Opfordring: Køb dansk!

”I forvejen findes en jungle af mærkningsordninger, og det bliver ikke nemmere for den enkelte at overskue med endnu en slags smiley på markedet”, siger Hans Aarestrup, direktør for Bæredygtigt Landbrug.

”I virkeligheden burde Coop og andre dagligvarekæder blot bredt set opfordre forbrugerne til at købe dansk, så er den ikke længere. Danske Landbrugsvarer er nemlig blandt de sikreste og sundeste i hele verden – og det gælder både de konventionelle og de økologiske af slagsen”, tilføjer BL-direktøren.

“Mærkbart og markant løft i dyrevelfærden”

Coop står bag bl.a. kæderne SuperBrugsen, Fakta og Kvickly og går med sit nye initiativ enegang i forhold til det kommende statslige mærke, der næste år lanceres på svinekød.

”Vi ser det som vores opgave at tale forbrugernes sag. Derfor kan vi ikke gå med på et mærke, der alene taler industriens og eksporterhvervets sag. Vores mærkningsordning er anderledes og vil i modsætning til ministerens skabe et mærkbart og markant løft i dyrevelfærden”, udtaler koncerndirektør Jens Visholm fra Coop.

Mange flere produkter bliver omfattet

Flere end 100 produkter inden for svinekød, oksekød fra malkekvæg, kyllinger, mælk og æg bliver mærket allerede nu. Men Coop forventer at udvide ordningen til at omfatte 500 varer allerede til næste år.

Mærkningsordningen består af et dyrevelfærdsmærke, hvor den enkelte vare kan få mellem et og fire hjerter.

Også kritik fra købmændene

Ligesom Bæredygtigt Landbrug kritiserer også brancheorganisationen De Samvirkende Købmænd Coops nye mærkningsordning:

”Det er lettere at overskue for forbrugerne, hvis vi er enige om ét mærke – fremfor at Coop går enegang med sit eget mærke. Jeg tror, det havde været bedst for dyrene, hvis vi havde sat fuld turbo på at bruge ét mærke alle sammen”, siger købmændenes direktør John Wagner til Jyllands-Posten.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk