poul-vejby-soerensen-2012

En kamp mellem argumenter og røgslør

03. jan 2017 / Af

Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro., ekstern rådgiver, Bæredygtigt Landbrug

I lighed med nogle udenlandske bilfabrikkers avancerede snyd med emissionsmålinger har noget lige så utænkeligt snyderi fundet sted i Danmark. Dog med modsat fortegn: Her er det nemlig myndighederne, der bruger ”snydesoftware”, hvilket i praksis vil sige falske/ukvalificerede modelberegninger, i forsøget på at få landbruget til at fremstå mindre miljøvenligt, end det er.

Snyde-modelberegningerne kunne måske forklares med usikkerhed og vanskeligt analyserbare sammenhænge. Men nej, hvis det drejede sig om tilfældige afvigelser fra unøjagtige modeller, ville afvigelserne være både positive og negative. Men sådan er det ikke her. 

Her tilsværter samtlige afvigelser landbruget som mindre miljøvenligt, end det reelt er. Herved virker modellerne som manipulation.

I det følgende er Miljøministeriets falske modeller beskrevet af mig, Poul Vejby-Sørensen (PVS), Bæredygtigt Landbrug, efterfulgt af svar fra Hanne Kristensen (HK), direktør i Naturstyrelsen, og gensvar fra PVS.

Diskussionen er fra tre artikler ombrudt og tematiseret, så materialet er lettere at navigere i. Alle bemærkninger er citat.

1) PVS: Ukvalificerede målinger indberettet til EU:
Data fra et overvågningsprogram, de såkaldte LOOP-målinger, har gennem mange år været basis for myndighedernes mere eller mindre hemmelige indberetninger til EU-Kommissionen. 
Men ifølge Aarhus Universitets vidneforklaring i Vestre Landsret i sommeren 2015 er resultaterne ikke egnede til det formål. Det vil sige, at de ikke er repræsentative.

HK: Vi har overhovedet ingen hemmelige indberetninger til EU-kommissionen. 
Enhver kan få lov at se alt, hvad vi sender. Også LOOP-målingerne, der viser, hvordan landbruget gøder seks steder i Danmark. Målingerne skal sikre, at Danmark fortsat må have en særregel, der giver os lov til at have mere kvæg på markerne end andre EU-lande.

PVS: Der har været så store forhindringer for at få aktindsigt, at min formulering om ”mere eller mindre hemmelige indberetninger til EU-Kommissionen” er uangribelig. 
Derimod er det bemærkelsesværdigt, at Hanne Kristensen går helt uden om min egentlige pointe, nemlig at Aarhus Universitet i sin vidneforklaring i Vestre Landsret i sommeren 2015 karakteriserede deres egne LOOP-målinger som uegnede, fordi de ikke er repræsentative. 
Samme konklusion kom dommeren frem til.

2) PVS: Overestimering af kvælstofudledningen på flere hundrede procent:
Når de anvendte udledningsmodeller (N-LES3 og N-LES4) sammenholdes med konkrete målinger, viser det en fejlfaktor på 4-5. Det betyder en overestimering af kvælstofudledningen på flere hundrede procent. 
For landmanden giver det store tab og omkostninger, fordi husdyrholdet derved kan blive reduceret med 50 procent på grund af fejl i regnemodeller.

HK: Det giver ingen mening at sammenligne målinger af kvælstof i vandområder med målinger af kvælstof under planternes rødder. 
Men det gør Poul Vejby-Sørensen for at nå frem til en enorm fejlfaktor.

PVS: Hanne Kristensen beskylder mig for at sammenligne målinger af kvælstof i vandområder med målinger af kvælstof under planternes rødder for at nå frem til en enorm fejlfaktor.
Nej, den slags metoder anvender jeg ikke. Overestimeringen på flere hundrede procent gælder modelberegninger, NLES3 og NLES4, i forhold til konkrete målinger for samme udledning under planternes rødder. Dette har meget alvorlige konsekvenser for miljøgodkendelse af husdyrbrug.

3) PVS: Forkerte miljømål – “ålegræsværktøjet”: 
Miljømålene og de miljøkrav, der tager sigte på at reducere udledningen af kvælstof til de marine områder, er hidtil fastlagt med baggrund i det såkaldte ”ålegræsværktøj”, der nu er forkastet som ikke brugbart. Modellen er overordentlig usikker.
Dens skrøbelige (læs: manglende) sammenhæng kan illustreres med følgende realiteter:
• Dybdegrænsen for ålegræs afhænger kun delvist af
• lysforholdene, som igen kun afhænger delvist (under 20 procent) af
• produktionen af mikroplankton og klorofyl, som igen kun afhænger delvist af
• kvælstofkoncentrationen i vandet, som igen kun afhænger delvist af
• kvælstofbelastningen, som igen kun afhænger delvist af 
• landbrugets kvælstoftab, som igen kun afhænger delvist af 
• landbrugets kvælstoftilførsel.
Tilsammen er usikkerheden i de seks led enorm. Derfor er det bredt erkendt, at ålegræsværktøjet er ubrugeligt.
Alligevel baseres miljømålene fortsat på det.

HK: Ålegræsværktøj blev ikke anvendt til at fastlægge miljømålene, som Poul Vejby-Sørensen skriver. 
Og det er hverken i de første vandplaner eller i de kommende vandområdeplaner. 
Ålegræsværktøjet blev brugt som en slags regnemaskine i de første vandplaner til at beregne, hvor meget kvælstof der skulle reduceres for at opnå det miljømål, der var sat. Det var den bedste regnemaskine, vi havde på det tidspunkt. 
I de kommende vandområdeplaner er den blevet erstattet af nye og mere avancerede modelredskaber, udviklet af forskningsinstitutionerne Aarhus Universitet og DHI.

PVS: Lidt overraskende påstår Hanne Kristensen nu, at ålegræsværktøjet ikke er anvendt til at fastlægge miljømål.
Påstanden er i bedste fald ordkløveri, i og med at et af miljømålene netop var dybdeudbredelsen af ålegræs, som forsøgtes omsat til et kvælstofkoncentrationsniveau efter snurrige, overordentligt tvivlsomme modelberegninger, der nu heldigvis er forkastet.

4) PVS: Gætteri for mængden af klorofyl i vandet år 1900:
Der er planer om at lade ålegræsværktøjet afløse af et klorofylværktøj. Basis herfor skulle være mængden af klorofyl i det danske vandmiljø omkring år 1900. 
Det tal har man ikke. Hvad gør man så? Man laver en model for, hvor meget klorofyl, man skønner, der var omkring 1900. Den model bruger man så som grundlag for de modeller, der skal udgøre det aktuelle klorofylværktøj. 
Fagfolk ser denne fremgangsmåde som statistisk fusk, for ikke at sige ren svindel.

HK: Det er rigtigt, at vi ikke har præcise data for, hvor meget klorofyl der var i vandet i år 1900, sådan som vi har for ålegræs. 
For klorofyl må vi regne os frem til det, men vi gætter ikke. Vi har eksperter på Aarhus Universitet og DHI til at beregne det for os. Hvilke ’fagfolk’, der ser denne fremgangsmåde som fusk eller svindel, aner jeg ikke, men det er ikke nogen, vi kender i Naturstyrelsen.

PVS: Klorofylværktøj er og bliver statistisk fusk. Først tilbageregner man 100 år for at finde et fiktivt referenceniveau, hvorefter man sammenligner dette med nutidens klorofylværdier. 
Hvis ikke Hanne Kristensen kan se det betænkelige i den trafik, må det betragtes som overraskende. 
Hanne Kristensen forsikrer, at Naturstyrelsen ikke har gættet på det 100 år gamle referenceniveau, men derimod har rekvireret det fra eksperter fra Aarhus Universitet og DHI. Men det bliver jo ikke bedre af, at gætteriet er foretaget af eksperter, så længe det stadig er gætteri!

5) PVS: Retentionskort på ubrugeligt modelgrundlag:
Retention er et udtryk for tilbageholdelse af kvælstof fra et markareals rodzone til recipienten. Et retentionskort beskriver således retentionen af kvælstof fra den pågældende ejendoms arealer til kystvandene. 
Landbrugets rådgivningsvirksomhed, SEGES, har beskrevet den enorme usikkerhed i et eksempel, hvor retentionen i gennemsnit er 57 procent, hvilket betyder, at 57 procent af det kvælstof, der udledes fra marken, forsvinder, inden det når recipienten. 
Men den statistiske usikkerhed er enorm. Den reelle retention kan ligge hvor som helst mellem 29 og 85 procent bedømt med den normale 95 procents sikkerhed. 
Et sådant administrationsgrundlag er ikke til at leve med. Og meningsløsheden bliver endnu større af, at kvælstoffets betydning i recipienten er totalt fejlvurderet, idet fuldskalaforsøg har vist, at en halvering af kvælstofindholdet i recipienten stort set ingen virkning har haft.
Dette skyldes, at kvælstofstrategien er forfejlet. Danmark er langt bagefter i forståelsen af kvælstofs betydning i vandmiljøet.

HK: Vi har et godt redskab, der viser, hvor meget kvælstof der omdannes fra jord til fjord – det såkaldte retentionskort. 
Vi påstår ikke, at det er perfekt, men det bygger på den bedste viden fra Aarhus Universitet og GEUS. 
Vi er bevidste om usikkerheden og beskriver den åbent, og vi arbejder løbende på, at det bliver mere og mere skarpt. Om og hvordan, kortene skal bruges i forvaltningen, er en politisk beslutning.

PVS: Retentionskort er ikke et seriøst værktøj. Den reelle retention kan i et konkret tilfælde ifølge SEGES ligge hvor som helst mellem 29 og 85 procent bedømt med den normale 95 procents sikkerhed. Et sådant administrationsværktøj er i sagens natur ubrugeligt.

6) PVS: Forkert definition af grundvand:
Grundvand er efter den oprindelige og korrekte definition vand i den vandmættede zone, hvilket vil sige, at der ikke er luft eller ilt under grundvandspejlet. Her findes kun ubetydelige mængder nitrat, da det under de iltfrie forhold omsættes eller denitrificeres til luftformig kvælstof og forsvinder op i atmosfæren, der i forvejen består af 78 procent kvælstof.
Jordvand, som findes over grundvandspejlet, indeholder betydelige mængder nitrat både fra ugødskede naturarealer og fra gødskede dyrkede arealer. 
Den forkerte definition af grundvand har betydet, at myndighederne har betegnet jordvand som grundvand. Dette har betydet, at analyser af nitratholdigt jordvand er gået ind i statistikken for grundvand.

HK: Vi har ikke haft en forkert forståelse af definitionen af grundvand. 
Det har EU-kommissionen klart tilkendegivet. Det er rigtigt, at vi har haft en forkert oversættelse af begrebet ’zone’, som var blevet til ’zoner’ i den danske oversættelse. 
Det er blevet rettet, og det har ikke haft nogen praktisk betydning for hverken målinger eller resultater. I januar 2015 blev der holdt en teknisk gennemgang for Folketingets Miljøudvalg om denne oversættelsesfejl.

PVS: Hanne Kristensen siger, at fejloversættelserne er blevet rettet og ikke har haft nogen praktisk betydning for hverken målinger eller resultater.
Det er simpelthen ikke rigtigt. Hvis grundvandet er defineret forkert, kan det selvfølgelig ikke undgås, at prøveudtagningen i grundvandet også bliver forkert.
Jeg ved ikke, hvad den tekniske gennemgang af oversættelsesfejlen for Folketingets Miljøudvalg i januar 2015 har omfattet. Men jeg har mine bange anelser.

7) PVS: Manipulerede målepunkter:
Gennem en årrække har GEUS i deres overvågning af grundvandet, GRUMO, flyttet målepunkterne længere og længere opad mod jordoverfladen. Da nitratkoncentrationen helt naturligt er større tæt ved overfladen, giver det i sig selv en manipuleret udvikling i nitratkoncentrationens udvikling.
Det modsatte skete i øvrigt, da der skulle måles luftforurening med NOx’er og andet skadeligt i Københavns mest biltrafikerede område. Dengang flyttede Miljøstyrelsen målingen længere væk fra trafikken for at opnå lavere emissionsdata. Så der er forskel på land og by. Hvem sagde snydesoftware?

HK: Der manipuleres ikke med overvågningsprogrammet. 
Vi justerer det løbende for at komme så tæt på vandrammedirektivets krav som muligt. 
Vi er ikke i mål med at udrulle det nye stationsnet for grundvandsovervågningen, og det har vi oplyst Folketinget om, men det går den rigtige vej.

PVS: ”Vi er ikke i mål med at udrulle det nye stationsnet for grundvandsovervågningen, og det har vi oplyst Folketinget om, men det går den rigtige vej,” skriver Hanne Kristensen i sit ikke-svar. 
Men sagen er jo, at GEUS selv har beskrevet, at målepunkterne flyttes længere og længere op mod jordoverfladen, hvilket helt indiskutabelt giver en usammenhængende og ubrugelig beskrivelse af udviklingen, fordi de målte værdier bliver større, hver gang målepunktet flyttes op mod jordoverfladen.

8) PVS: Manipuleret statistik for grundvand:
I statistikken for pesticidrester i grundvand har GEUS i GRUMO-programmet valgt at smide nul-observationerne væk. Det betyder, at statistikken bliver stærkt misvisende med en overvurdering på faktor 10.000 til 100.000. Lignende frygtes at være tilfældet for nitratmålingerne.
Det drejer sig om så astronomiske fejl, at ingen kan forsvare det. Og det bør sættes på plads!
Bilfabrikanternes snyderi går på at vise lavere udledning af NOx’er end den virkelige, hvilket giver bedre salg. I virkeligheden handler det om penge!
Miljømyndighedernes snyderi går på at vise højere udledninger af kvælstof end den virkelige, hvilket giver forøgede bevillinger til nye målinger, forskning og andre aktiviteter. I virkeligheden handler det om penge!

HK: Der er ikke manipuleret med statistikken for grundvand. 
Det er rigtigt, at GEUS i den årlige grundvandsovervågningsrapport i enkelte figurer har valgt ikke at medtage resultater fra de boringer, hvor der ikke er fundet bestemte pesticider – for ellers kunne man ikke vise udviklingen de steder, hvor de rent faktisk er fundet. 
Alle måleresultater er imidlertid brugt til at vise et generelt billede af grundvandets tilstand, både dem uden fund af pesticider, som er flertallet, og dem med fund af pesticider. 
Politikerne skal “se at få pillet snyderiet ud af miljøadministrationen,” skriver Poul Vejby-Sørensen. Man kan altid diskutere, om et fagligt grundlag er præcist nok eller for præcist, for den sags skyld, til at nå de politiske mål, man ønsker at nå. 
Men snyd, det bruger vi altså ikke.

PVS: Statistikken for pesticidrester i grundvand er groft manipuleret, idet GEUS i GRUMO-programmet har smidt nul-observationerne væk. 
Forskere ved Københavns Universitet har påvist, at statistikken er fejlbehæftet med en faktor på mellem 10.000 og 100.000, hvilket burde være tilstrækkeligt til at kassere statistikken. 
Hånden på hjertet, Hanne Kristensen: BL’s kritik rammer i solar plexus. Og den afslører en syg kultur i Naturstyrelsen.

***

PVS: Politikerne må forlange korrekt administration
Tiden må være forbi, hvor rød og blå blok slås, om vi skal have miljø eller landbrug. Det er en totalt falsk problemstilling. Miljø og landbrug har det fint sammen i virkelighedens verden. 
Ingen er tættere på og mere afhængige af naturen, end landmændene er. 
Og spørger man befolkningen, hvad den holder mest af i landskabet, er svaret oftere landbrugets grønne og undertiden gule velplejede marker samt de velplejede grønne skove, end det er Naturstyrelsens forsumpede områder med vildtvoksende ukrudt og knækkede træer. Der skal imidlertid være plads til begge dele.
Nu må samtlige politikere uanset farve primært se at få pillet snyderiet ud af miljøadministrationen. Derefter må viden om kvælstofs betydning i økosystemet opdateres til internationalt niveau.
Når det er sket, kan der føres en mere saglig dialog, om hvad og hvor meget, der skal gøres for, at vi både kan bevare de omgivelser, vi alle holder af, og skaffe den føde, vi også holder af.

Kan et grundlag være for præcist?
I min oprindelige artikel opfordrede jeg politikerne til at få pillet snyderiet ud af miljøadministrationen, så debatten, og herunder også den politiske debat, kan foregå på et sagligt og fagligt grundlag. Det fik Naturstyrelsens direktør, Hanne Kristensen, til at protestere med følgende interessante bemærkning: 
”Man kan altid diskutere, om et fagligt grundlag er præcist nok eller for præcist for den sags skyld til at nå de politiske mål, man ønsker at nå. Men snyd, det bruger vi altså ikke.”
Det er interessant, at Naturstyrelsens direktør mener, at det faglige grundlag kan være ”for præcist til at nå de politiske mål, man ønsker at nå”.

Fifler eller whistleblower?
Spørgsmålet er nu, hvem det såkaldte “man” er i Hanne Kristensens fortælling. Der er to muligheder.
1) Hvis ”man” står for Naturstyrelsen, så ligner det en tilståelse af, at Naturstyrelsen har fiflet med det faglige grundlag til fordel for at opnå Naturstyrelsens politiske mål. 
Noget sådant er utilladeligt, for at sige det pænt. En styrelse bør ikke være udstyret med politiske mål.

2) Hvis ”man” står for politikerne, så har vi her en whistleblower i Naturstyrelsens top, der prøver at fortælle, at et politisk flertal har trodset det faglige grundlag for at gennemføre et politisk mål.
Noget sådant er interessant, for det er en form for korrumpering, som bærer kimen til en politisk skandale.
Hvilken af de to muligheder det drejer sig om, afventer jeg Naturstyrelsens svar på.
Jeg opfordrede og opfordrer fortsat politikerne til at få pillet snyderiet ud af miljøadministrationen. 
Hanne Kristensen forsøger sig med at erklære: ”Men snyd, det bruger vi altså ikke”. Det er OK med mig at erstatte snyd med fusk eller endog korrumpering. Men det er i det register, vi befinder os, hvis beskrivelsen skal være reel.

Yderligere debat
Min efterlysning af Naturstyrelsens svar fik Hanne Kristensen til at gå videre i debattråden, hvor vi så tog en ekstra armlægning:

HK: Lidt mere om politik og faglighed

Okay….jeg fornemmer, det er op ad bakke at finde fælles fodslag her. Men jeg vil alligevel gøre et sidste forsøg. For det første: Nej, de politiske beslutninger træffes ikke af Naturstyrelsen, de træffes af politikerne. 

For det andet: Når jeg skrev, at man altid kan diskutere, om et fagligt grundlag er præcist nok – eller for præcist – til at nå de politiske mål, man ønsker at nå, så var det udtryk for en hel generel betragtning om forholdet mellem (i dette tilfælde naturvidenskabelig) faglighed og politik. Lad mig illustrere pointen med to (konstruerede!) eksempler: 

Eksempel 1. Et flertal af forskere er enige om, at udledning af x giver anledning til negativ miljøpåvirkning y. Men de kan ikke svare på, præcist hvor meget x, der skal til for at udløse y, og de har heller ikke overblik over fordelingen af kilderne til x. Politikerne er enige om, at de ikke ønsker y – men før de laver regler, som pålægger erhverv og borgere byrder eller begunstigelser, så vil de vide noget mere om sammenhængen mellem x og y og fordelingen af kilder til x. Kort sagt: De efterspørger et mere præcist fagligt grundlag. Det er vel legitimt nok.

Eksempel 2: Et forskerhold har lavet en meget detaljeret udredning af de miljømæssige påvirkninger af en specifik sø på Bornholm. På baggrund af projektet mener de sig i stand til at påvise præcist, hvor meget påvirkning der kommer fra hver af de omkringboende 7 borgere og virksomheder; der er tale om den mest fintmaskede faglige udredning, man nogensinde har set på det pågældende område. Politikerne ønsker imidlertid ikke, at tilstedeværelsen af dette meget præcise faglige grundlag skal føre til, at man vedtager særlige regler for disse 7 navngivne borgere og virksomheder på Bornholm. Det er vel også legitimt nok.

Sagt på en anden måde: Nogle gange kan politikerne ønske sig mere viden – andre gange kan de finde det uhensigtsmæssigt at agere på noget meget detaljeret faglig viden. Det er der intet odiøst i. I alle tilfælde er den naturvidenskabelige faglighed blot én faktor, som indgår i det politiske beslutningsgrundlag – sammen med overvejelser om juridiske rammer, økonomiske konsekvenser, og politikernes helt individuelle værdier og holdninger til spørgsmål som vækst og udvikling, fordeling af risici, forebyggelse kontra behandling, administrativt bøvl, ligebehandling og retfærdighed osv. osv.

Det var såmænd bare dét, der var min pointe.

PVS: Endnu mere om politik og faglighed
Tak for reaktionen, Hanne Kristensen. 
Det er lidt svært at relatere dine tænkte eksempler til virkelighedens verden. 
Det er også uklart for mig, hvor du vil hen med eksemplerne. 
Jeg kan overhovedet ikke forestille mig en situation, hvor et fagligt grundlag kan være ”for præcist”.

Dit eksempel 1 har du ret i. Men dit eksempel 2 har du bestemt ikke ret i. 
Jeg er helt med på, at politikere kan være nødt til at afveje forskellige hensyn (herunder økonomi) mod hinanden i den politiske beslutningsproces. Men det kræver da netop et så præcist fagligt grundlag som muligt.

Hvis rådgiverne (her Naturstyrelsen) begynder at designe beslutningsgrundlaget, flyttes den politiske afvejningsproces jo fra politikernes bord til rådgivernes bord. Og det er absolut ikke legitimt!

Jeg kvitterer for den ikke uventede bemærkning om, at ”de politiske beslutninger træffes ikke af Naturstyrelsen, de træffes af politikerne”. Sådan er det naturligvis. Og hvis det skal forstås sådan, at Naturstyrelsen i fremtiden vil afholde sig fra at politisere i arbejdet, tillader jeg mig at betragte det som et fremskridt.

En udfordring i de kommende måneder bliver at levere fordomsfrie beskrivelser af virkeligheden til politikerne, herunder at gøre klart, hvor enorm usikkerhed, der er indbygget i de regnemodeller, der danner basis for vandområdeplanerne.

En anden udfordring bliver at få gjort op med gamle fordomme om kvælstof og vandmiljø. Her bliver det nødvendigt at åbne vinduerne til verden og få luftet ud.