Bæredygtigt Landbrug står for fakta, mens Landbrug & Fødevarer og andre organisationer spiller på folks følelser i debatten omkring dansk landbrug.
Fakta på bordet
Blandt de studerende på Landbrugsskolen Sjælland gav eleverne udtryk for, at Bæredygtigt Landbrug står for en vidensbaseret tilgang til debat i medierne om landbruget. Det kom frem til debatarrangementet ”Landbrugets fremstilling i medierne” på Landbrugsskolen Sjælland i Høng på Vestsjælland. Fra salen lød det, at Bæredygtigt Landbrug er meget bedre end Landbrug & Fødevarer til at lægge fakta på bordet.
”I er meget mere faktabaseret i Bæredygtigt Landbrug i forhold til Landbrug & Fødevarer, og I er altid klar til at sige dem imod. Hvis vi skal have lidt mere nuancering i debatten, så bliver vi nødt til at have folk til at læse nogle ekstra artikler end dem, Landbrug & Fødevarer lægger op. Vi trænger til at få fakta mere frem, og der er Bæredygtigt Landbrug bedre til at skrive fakta med store bogstaver,” sagde en af eleverne som et oplæg til debat om fakta kontra følelser i mediernes dækning af landbrugsdebatten.
Til debatarrangementet var, foruden Bæredygtigt Landbrug og Landbrug & Fødevarer, også Danmarks Naturfredningsforening, Tænketanken Frej og det politiske parti Alternativet repræsenteret. Der blev livligt diskuteret, hvilken måde landbruget bliver fremstillet på i den brede offentlige debat, og hvordan interesseorganisationer bruger deres individuelle dagsordner til at påvirke debat på sociale medier.
Ærgerlig krig
Landbrug & Fødevarers nyudnævnte kommunikationsdirektør, Christian Hüttemeyer, nævnte, at hans egen organisation har haft held med at bringe landbruget ind i folks bevidsthed med reklamekampagner og roste derefter Bæredygtigt Landbrug for at være effektive i deres kommunikation.
”Jeg synes, at Bæredygtigt Landbrug er dygtige til at få deres synspunkter frem, og de er gode til at gøre det på en overbevisende måde. Det er ærgerligt, at der er en krig mellem Bæredygtigt Landbrug og Landbrug & Fødevarer, for jeg synes, det er fantastisk, at der er to organisationer, der varetager landbrugets interesser,” sagde Christian Hüttemeyer.
Landmand og bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Peter Kiær, gjorde Christian Hüttemeyer og tilhørerne opmærksom på, at foreningen kom til verden, fordi Landbrug & Fødevarer ikke kun taler landbrugets interesser.
”Bæredygtigt Landbrug varetager jo én ting, og én ting kun. Det er primærproducenterne. Det er husdyrproducenter, planteavlere og økologer. Når vi nu kun har det formål, er det også meget enkelt at være ærlige omkring det, vi vil. Vi skal ikke spekulere på, om vi træder industrien eller slagterierne over tæerne,” sagde Peter Kiær.
Fakta kontra følelser
Han fremhævede også vigtigheden i altid at fremlægge fakta, så der kommer en saglig debat om landbruget i stedet for at argumentere med holdninger og følelser, der ikke har hold i virkeligheden. Christian Hüttemeyer mente ikke, at det ene udelukkede det andet.
”Jeg mener, at følelser og fakta skal følges ad. Man skal ikke sige noget, der er forkert, men man bliver nødt til at handle på følelser også. Det handler om, at vi skal være stolte af erhvervet, og stolthed er en følelse,” sagde han.
Af Anders Melchiorsen, anm@baeredygtigtlandbrug.dk