Af Jørgen Evald Jensen, faglig direktør i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Munkholmvej 49, Poulstrup
Præsident Ella Maria Bisschop-Larsen fra Danmarks Naturfredningsforening er så ivrig efter at nedgøre landbruget (i Morgenavisen Jyllands-Posten den 17. juli), at hun rent faktisk glemmer både fakta og hensynet til miljøet.
1. EU har ikke lavet vandområdeplaner, som Ella Maria Bisschop-Larsen skriver – EU har lavet et vandrammedirektiv. Det er blevet implementeret på en meget speciel måde i Danmark til nogle vandområdeplaner. I EU’s vandrammedirektiv kræves en ”god økologisk tilstand”. I Danmark oversættes det populært sagt til: Nedsæt landbrugets forbrug af N (kvælstof). Det er den oversættelse, Bæredygtigt Landbrug opponerer imod. For at vokse kræver enhver levende organisme næring – planternes næring er kvælstof, det er byggestenen til protein. Derfor er kvælstof også en naturlig del af miljøet.
Er naturfredningsforeningen tilhænger af målinger?
2. Bæredygtigt Landbrug er ikke imod Landbrugspakkens målrettede regulering, som præsidenten skriver. Tværtimod, så er det netop en af de meget positive nyskabelser i Landbrugspakken. Målrettet regulering betyder nemlig, at man rent faktisk skal måle. Skal vi forstå indlægget således, at Danmarks Naturfredningsforening er parat til det?
Det hjælper slet ikke miljøet…
3. Landbruget har påtaget sig et meget stort ansvar og har nedsat udledningerne af næringsstoffer ganske betydeligt. Det burde selv præsidenten for naturfredningsforeningen vide. Men det er hverken i samfundets eller landbrugets interesse at gå videre ad den vej, der ikke kan skabe yderligere forbedringer. At fortsætte med blindt at stirre på, at landbruget skal nedsætte næringstilførsel – vil ikke hjælpe miljøet – blot kvæle landbruget. Som det nu fremgår af beregninger fra både IFRO og SEGES, betyder gennemførelsen af vandområdeplanernes teoretiske mål braklægning af op mod 50 % af den danske landbrugsjord. Er det dét, præsidenten ønsker?
Masser af usikkerheder
Udfordringen er, at den kvælstofteori, der arbejdes efter i Danmark, ikke holder vand. Når man har evalueret fjordene og de kystnære områders tilstand, har man benyttet dybdegrænsen for ålegræs som mål. Og herefter har man vurderet lysforholdene og målt vandløbenes cloryfyl-indhold. Og konkluderet ensidigt: Så må landbrugets kvælstofforbrug nedsættes yderligere – uden at man har indregnet andre presfaktorer som klima, fosfor, miljøfremmede stoffer osv.
Men ålegræssets voksegrænse afhænger kun delvist af lysforholdene, som igen kun afhænger delvist af cloryfyl-indholdet. Blot 20 procent har GEUS bekræftet. Det påvirker delvist mikroplankton-produktionen, som igen kun afhænger delvist af kvælstofkoncentrationen i vandet, som igen kun delvist afhænger af kvælstofbalancen, som kun afhænger delvist af landbrugets kvælstoftab, som igen kun afhænger delvist af landbrugets kvælstoftilførsel…
En sådan række af usikkerheder i de modeller, der arbejdes efter, bør få enhver, der arbejder seriøst, til at kontrollere, om der er andre forhold, der gør sig gældende. Og måle, om der rent faktisk er noget at komme efter. Først derefter kan vi få en målrettet regulering og begynde at få implementeret EU’s vandrammedirektiv korrekt.
Landbruget vil herefter yde sit bidrag – på videnskabeligt og målbart grundlag.
(Indlægget har også været bragt i Morgenavisen Jyllands-Posten).