skyer

Uden målinger kan målrettet regulering ikke være målrettet

16. maj 2018 / Af

Af Jens Iversen, Dalhavegård, Åstorpvej 78, Christiansfeld, bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug

Den 14. maj holdt et samlet landbrug et møde med over 275 deltagere, hvor man forlangte målinger som baggrund for en målrettet regulering. Uden målinger ved man jo ikke, hvad det er, man skal regulere, og man kan ikke gøre det målrettet.

Dagen derpå, den 15. maj, vedtager Folketinget en lov om målrettet regulering baseret på beregninger og modeller.

Kan man lave en målrettet regulering, når man ikke har en valid viden om vandmiljøets tilstand? Kan man lave tiltag, der koster landbruget mindst 27 mia. kr. uden at kende vandmiljøets tilstand? Ingen kender jo de økonomiske konsekvenser for de tiltag, man har besluttet.

Det, et samlet landbrug ønsker, er:

Vi skal have fuld viden om vandmiljøets tilstand.

Vi skal diskutere og lave tiltag på et oplyst grundlag, og:

Vi skal kende de økonomiske konsekvenser af de forskellige tiltag, inden de sættes i gang.

DET ER DER VEL INGEN, DER KAN VÆRE IMOD – medmindre man har som mission at undergrave den private ejendomsret, er ligeglad med vandmiljøet og ikke ønsker et fødevareproducerende erhverv i Danmark.

(Indlægget har også været bragt i flere medier).