Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken
Søren Grothe Petersen fra Næstved er næsten blevet kvalt i blå-grøn-alger i forsøget på at få landbruget til at være den store synder på fosforområdet og skyldig i algeopvækst i Furesøen i Københavnsområdet.
Mit læserbrev, som Petersen kommenterer forleden, bragte fakta frem. Petersens ærinde er det modsatte, idet han ikke benytter de nyeste tal og ikke udviser korrekt forståelse for, hvordan fosfor (P) opfører sig i miljøet.
Mange misforståelser
Det glæder mig at få lejlighed til at tale om fosfor, der er nemlig mange misforståelser om fosforkredsløbet. Vi anvender fosfor i landbruget, det er et grundstof og nødvendig næring til afgrøderne. Fosfor tilføres som gødning i form af husdyrgødning og handelsgødning. Fosfor bindes hårdt til jordpartiklerne – og flytter sig i jorden stort set kun sammen med jordpartikler.
Det er estimeret, men aldrig målt, at ca. 1/3 af fosfor i vandløbene kommer fra punktkilder. Det er dels spildevand fra rensningsanlæg, dels overløb fra disse rensningsanlæg, dels spildevand fra huse i det åbne land.
Ca. 2/3 kommer fra arealerne i oplandet, heraf er ca. halvdelen partikelbundet til jord, der primært stammer fra brinkerosion i vandløbene. Langt hovedparten af drænvandet fra markerne indeholder meget små koncentrationer af fosfor. Oversvømmelser og forsumpning af landbrugsjord kan derimod øge den diffuse udledning fra dræn voldsomt.
I Novana-rapporten fra 2016 fremgår det, at der udledes 0,5 kg P til vandløbene fra marken pr ha årligt – heraf er halvdelen fra brinkerosion. Da der er ca. 2.000 kg P pr. ha i pløjelaget, vil en ændring i tilførslen ikke få nævneværdig betydning for udledningen før efter 50 til 100 år. Inden da vil jorden være udpint og udbytterne langsomt men sikkert være faldende. Det bekræftes også af Novana-rapporterne, hvor den diffuse udledning af P har været stort set konstant i måleperioden tilbage fra 1990, selv om fosforoverskuddet på markniveau i samme periode er mere end halveret. En fosforregulering på dyrkningsfladen vil være det mindst effektive middel til at nedsætte fosforudledningen.
Sæt ind mod spildevandet
I stedet bør man i det åbne land lokalisere og fokusere på risikoarealer, på vandløb og vandlidende arealer, og her anlægge minivådområder som er effektive til at rense for fosfor. Det vil også hjælpe at rense vore vandløb tilstrækkeligt op, så brinkerosioner undgås.
Ligeledes bør man sætte ind mod den 1/3 af fosforudledningen, der stammer fra spildevand og overløb samt manglende kloakering. Vi udleder fra renseanlæggene i Danmark dobbelt så meget fosfor pr indbygger sammenlignet med vores naboland Sverige. Dette er netop fastslået i en COWI-rapport om nabotjek af EU-miljøregulering. En forbedring her vil øjeblikkeligt give en markant miljøeffekt.
Vandplanerne, som de ser ud nu, øger desværre fosforudledningen i ganske betydelig grad. Når vandløb slynges eller genslynges, slides brinkerne med jordnedfald i vandløbet til følge – det giver betydelig ekstra fosforudledning. Når man forsumper dyrkede arealer eller sætter dem under vand – uden først at fjerne dyrkningslaget – kommer der også en betydelig fosforudledning. Disse forhold bør i fokus.
Lige ved hånden og fagligt veldokumenteret
Det er således de mest effektive midler til fosforbegrænsning, jeg omtalte i mit indlæg. Det er virkemidler lige ved hånden og fagligt veldokumenterede. Mon det er fagligheden, der falder læserbrevsskribent Petersen for brystet, så han kalder mig ekstremistisk?
Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen virker derimod som en minister, der stadig lytter til fagligheden. Det glæder alle danske borgere, ikke mindst de danske landmandsfamilier.
(Indlægget har også været bragt i bl.a. Dagbladet Holstebro-Struer og Folkebladet Lemvig).