Af Nikolaj Schulz, chefjurist for Bæredygtigt Landbrug, Gl. Tårupvej 48, 7000 Fredericia
Et flertal i Folketinget forbyder nu pesticider nær drikkevandsboringer.
Lyder det ikke herligt? Det er da til at forstå. Halleluja! Endelig kan Folketinget gøre noget entydigt godt.
Nej, midlerne ender ikke i grundvandet
Der er bare ét problem – og det er, at forbuddet bygger på en løgn. Forbuddet er rendyrket ”feel good”-politik. Pesticiderne er nede i så lave koncentrationer, at vi dårligt nok kan måle dem – og det fortæller jo bare, at vi er forbandet gode til at måle. Doserne er så lave, at der ingen risiko er. Det planteværn, vi bruger i dag – ja, også det til dine roser og din græsplæne – har gennemgået verdens strengeste kontrol og er nedbrudt, længe inden det nogensinde kan ramme grundvandet, hvilket det så heller ikke gør.
“Frivilligt tilbud” eller forbud
Christiansborg driver revolver-politik. Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen, kan du forklare bare en flig af, hvad du foretager dig her?
Du kan som landmand nu sige ja til et ”frivilligt tilbud” om ikke at sprøjte. Hvis du takker nej, mødes du med forbud.
Kære landmand. Tak, fordi du kæmper for fortsat på forsvarlig vis at producere både sikre og sunde fødevarer til såvel danske som udenlandske forbrugere. Vil du mere end bare kæmpe, så ring os an, når du rammes af et forbud. Det her skal efterprøves ved domstolene i hver en detalje!
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i flere medier).