”Det bliver en endnu større tragedie, hvis det medfører en masse landmænds fald”

Anja Eggertsen fra Midtfyn har skrevet åbent brev til minister efter BMG-konkursen – der risikerer at ruinere store dele af landbrugserhvervet

lup1000

Kornhandleren BMG er som bekendt blevet erklæret konkurs som følge af bl.a. en direktørs underslæb. Det har fået Anja Eggertsen fra Krumstrup på Midtfyn til at skrive et åbent brev til miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V).

”Vores virksomhed er ramt af denne konkurs, da vi har bestilt og forudbetalt for noget gødning, som nu ikke vil blive udleveret til os grundet konkursen. Seneste opdatering fra kurator er, at de landmænd, der har bestilt, men ikke forud­betalt, bliver favoriseret til at modtage gødning fra det skib, som lige nu er kommet til Danmark”, skriver hun i brevet.

Er det en rimelig praksis?

”Mit spørgs­mål til dig i dag er, om det er en rimelig praksis – retfærdig praksis – at en kurator kan vælge de landmænd ud, hvor de kan skrabe flest penge ind til konkursboet og dermed til eget salær, fremfor at tilgodese de landmænd, som allerede har betalt for gødningen? Man kunne jo få den følelse, at det er tyveri ved højlys dag. Landbruget er hårdt trængt i forvejen, og de penge, som vi har betalt for denne gødning, er jo frugten af vores hårde slid hele sidste år og dermed en investering i fremtidig produktion i dette indeværende år. Er dette i overensstemmelse med jeres syn på vækst i Venstre, at flere landmænd skal gå konkurs i kølvan­det på denne praksis og skal straffes for at være gode betalere?”, lyder det også i brevet.

Retfærdighedssans er udfordret

Anja Eggertsen påpeger, at hvis kurator blot følger loven, er der noget galt med loven.

”Min retfærdighedssans er udfordret af, at landmænd, der kun har bestilt og ikke betalt, kan få før vores virksomhed, mens vi mister en stor sum penge, der bl.a. ryger til advokatens salær. Min opfordring til dig som minister er, om du kunne finde en vej til eventuelt, at staten kan dække kurators salær, så han vil have blik/øje for retfærdighed, mere end eget salær. Derved vil vi få en uvildig kurator i sagen. Dette er ikke en almindelig konkurssag, men en sag, der har ekstraordinære omstændigheder i form af underslæb. Denne sag er en personlig tragedie for den anden direktør i BMG, som har min dybeste medfølelse, men det bliver en endnu større tragedie, hvis det medfører en masse landmænds fald”, skriver hun.

Håber på minister-handling

”Det er min store forhåbning, at du vil gå ind i sagen, så retfærdigheden kan ske fyldest. Venstre har altid været loyal overfor landbruget, så det er min forventning, at du vil kæmpe for vores sag”, slutter hun.

Anja Eggertsen har også ønsket ordlyden i det åbne brev offentliggjort på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top