Danske landmænd er klimahelte

Landbruget har mindsket CO2-udledningerne markant - ikke mindst hvis man måler det per produceret enhed

kiaer

Af Peter Kiær, landmand og bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, Haslev

Nogle politikere og meningsdannere benytter valgkampen til at lange ud efter dansk landbrug. Det skal de være velkomne til – men kritikken bør bygge på et korrekt grundlag.

I tv har man kunnet høre, at danske landmænd ”ikke har reduceret klimapåvirkningen siden 2005”.

Dét må siges at være i strid med fakta:

Drivhusgas-udledningerne fra dansk landbrug er ifølge Miljø- og Fødevareministeriets opgørelser faldet med 17 procent siden 1990. I absolutte mængder var udledningerne for 1990, 2005 og 2014 på henholdsvis 12,7 og 10,97 og 10,57 mio. tons i CO2-ækvivalenter.

40 % mindre CO2-udledning per produceret enhed!

Læg dertil, at fødeproduktionen – og dermed den i dag 166 milliarder kroner store landbrugseksport – samtidig er øget ganske betragteligt i samme periode. Faktisk har vi reduceret CO2-udledningen med 40 % per produceret enhed! Hvor mange andre erhverv kan prale af sådan en evne til omstillingsparathed? Dansk landbrugs udledninger er vel at mærke reduceret mere end udledningerne fra de lande, vi normalt sammenligner os med, herunder Sverige, Tyskland og Storbritannien.

Vi landmænd har i dén grad været innovative i miljøets og klimaets tjeneste.

Hvad var det lige, vismændene sagde?

Og husk, at vismændene forleden slog fast, at det vil være en meget skidt forretning for det globale klima-regnskab, hvis vi flytter landbrugsproduktion fra Danmark til mindre miljø- og klimavenlige lande.

Danske landmænd er ikke klimaskurke – men klimahelte!

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier).

Scroll to Top