tav0wsx1ovm

Svineproducenter burde have ros i stedet for skældud

24. okt 2019 / Af

Først tog fødevareminister Mogens Jensen (S) ordet vanrøgt i sin mund – og derefter erklærede han sig utilfreds med, at der ikke er blevet etableret flere stier til løsgående faresøer.

Det har fået Danske Svineproducenter til at invitere ministeren på besøg i en dansk svinestald – da foreningen mener, at udtalelserne skyldes uvidenhed. Også om de økonomiske vilkår i branchen, der har gjort det umuligt for mange svineproducenter at investere i nye bygninger og inventar.

Det falder ligeledes svineproducenterne for brystet, når det igen og igen nævnes, at hver femte gris dør i svineproduktionen:

Ifølge direktør Per Bardrum viser landsgennemsnittet hen over årene en ret stabil dødelighed fra fødsel til fravænning på 13-14 procent.

”Det synes jeg faktisk, vores svineproducenter kan være stolte af i betragtning af, at vi taler om en periode, hvor antallet af levendefødte grise er steget fra 14,1 til 16,9 grise pr. kuld i 2017. Det viser med al tydelighed, at vi og vores søer er blevet bedre til at passe og drage omsorg for vores grise. Så i stedet for skældud skulle vores svineproducenter faktisk have ros”, pointerer Per Bardrum.

Du kan læse hele pressemeddelelsen fra Danske Svineproducenter HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk