Af Hans Aarestrup, direktør for Bæredygtigt Landbrug
”Årets største skandaler viser mangel på respekt for forskning”, hedder det torsdag den 19. december på www.sciencereport.dk – hvor artiklen bl.a. nævner Bæredygtigt Landbrugs stævning af Aarhus-professor Stiig Markager.
Vi respekterer naturligvis Danmarks uafhængige forskningsmedies ret til at konkludere, som mediet og dets kilder Heine Andersen og Morten Rosenmeier nu gør. Men her skal nu alligevel aflives de åbenlyst ukorrekte påstande, at ”Bæredygtigt Landbrug har valgt at sagsøge professor Stiig Markager for at kritisere en rapport om landbrugets udledning af kvælstof til havmiljøet”, samt at vores søgsmål skulle være udtryk for disrespekt i forhold til forskningen. Tværtimod. Det er også forkert, at vi forsøger at skræmme forskere, og at dette på nogen måde handler om ytringsfrihed – vi har således ikke bedt Stiig Markager om at sige mindre, men derimod om at sige mere.
Stævningen skyldes manglende dokumentation for usande påstande, der skader landbruget. Danske landmænd finder sig nemlig ikke i på uberettiget vis at blive kaldt miljøsvin.
Professoren står alene med sine påstande
Stiig Markager har – stik imod konklusionerne i den årlige Novana-rapport om det danske vandmiljøs tilstand – påstået, at der er sket en signifikant merudledning af kvælstof på årligt 700 tons til vandmiljøet. Det fremgår ellers ret tydeligt af rapporten, at Landbrugspakken ikke kan tillægges en negativ effekt på vandmiljøet.
Bæredygtigt Landbrug ville rigtig gerne have opklaret, hvor Aarhus-professoren – ene mand – har fået oplysningen om signifikant merudledning fra. Vi henvendte os derfor til Stiig Markagers arbejdsgiver: Rektoren. Dekanen. Og institutlederen på universitetet. Vi fik imidlertid dén melding, at Stiig Markager udtalte sig på egne og ikke universitetets vegne.
Da professoren efterfølgende nægtede at dokumentere sine mærkværdige påstande eller trække dem tilbage (han er i øvrigt for længst blevet undsagt af professor-kolleger), så vi ingen anden udvej end at stævne Stiig Markager. Så nu må retten tale.
Seriøs kortlægning af vandmiljøet underkendes
Stiig Markagers besynderlige udmelding har fået politikere til at forlange restriktioner i forhold til dansk landbrug. Det her handler altså ikke bare om et simpelt udsagn – men om at et helt erhverv er under pres, fordi konklusioner i den officielle rapport fra Aarhus Universitet underkendes.
Det er Novana-rapporterne, der bør være fundamentet for fremtidige handlingsplaner – ikke usande, ufaglige og udokumenterede udsagn. Hvorfor bruge ressourcer på at udarbejde seriøse kortlægninger af det danske vandmiljø på myndighedernes vegne, hvis én politiserende og tydeligvis landbrugsfjendtlig professor efterfølgende – uden kritiske spørgsmål fra politikere og (forsknings)medier – kan skyde konklusionerne ned uden at skulle dokumentere sine påstande?
Var dét ikke en opgave for Science Report?
Hvis Stiig Markager ønskede at afslutte denne sag, kunne han starte med at fremlægge det datasæt og de beregninger, der ligger til grund for hans udtalelser. Måske dét var en opgave for Science Report, at gå professorens solo-meldinger efter i sømmene – hvis mediet altså interesserer sig mere for science end for forsker-klynk?
(Den artikel på www.sciencereport.dk, som Hans Aarestrup reagerer på, kan læses HER, hvilket dog kræver abonnement. Den pågældende artikel er efterfølgende blevet rettet til med Bæredygtigt Landbrugs bemærkninger om eksempelvis årsagen til stævningen samt svar på anklagen om at skræmme forskerne).