foto-soeborg-laeserbrev

Orbicons vandløbsmodel vildleder Randers Kommune

25. feb 2020 / Af

Af Carsten Søborg, næstformand i Jammerbugt Vandløbslaug og medlem af Bæredygtigt Landbrug, Tranumvej 22, 9440 Aabybro

Ingeniørfirmaet Orbicon har på bestilling fra Randers Kommune den 17. februar 2017 afleveret en rapport om grødeøer og sandbankers indflydelse på vandspejlshøjden i Gudenåen opstrøms disse grødeøer – der ligger tæt på motorvejsbroen få km fra Randers Havn.

Grødeøerne er et resultat af manglende vedligeholdelse af Gudenåen, som Randers Kommune ifølge vandløbsloven skulle have foretaget for mange år siden.

Potentialet er der ellers

Orbicons rapport konkluderer, at vandstanden kun vil kunne sænkes med 5 til 10 cm opstrøms grødeøerne på baggrund af beregninger udført med deres vandløbsmodel.

En model, der ikke fortæller Randers Kommune, hvilket potentiale der er for at opnå en forbedret vandafstrømning i Gudenåen!

Kig mod Ryaa

Dette kan dokumenteres med udgangspunkt i Ryaa, der løber ud i Limfjorden.

Forholdene i Ryaa og i Gudenåen ligner nedstrøms hinanden på mange punkter. Forhold, der ikke kommer til udtryk i Orbicons notat til Randers Kommune.

I notatet til Randers Kommune kan man f.eks. se, at Orbicon med deres model accepterer en forskel i vandstanden i august måned på over 1 m fra Randers Havn og 6-7 km opstrøms i Gudenåen ved normal vandføring.

I Ryaa er den tilsvarende vandstandsforskel i august måned kun på 15-30 cm fra udløbet i Limfjorden og 12 km opstrøms i et vandløb, der er uden sandbanker og grødeøer.

Alvorlig fejltagelse

Randers Kommune undlader at rense Gudenåen op, fordi Orbicon vildleder kommunen, så den tror, at en indsats ikke har særlig stor virkning på vandspejlshøjden i Gudenåen.

Det er en meget alvorlig fejltagelse.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse aviser, du kan eksempelvis læse udgaven i Maskinbladet HER, versionen i Randers Amts Avis HER samt Viborg Stifts Folkeblads netudgave HER).