Moede-paa-Christiansborg

”Hvis landbrug ikke må ligge i landdistrikter – hvor må de så være?”

13. mar 2020 / Af

Et brev fra Plan & Miljøudvalget i Esbjerg Kommune til miljøminister Lea Wermelin, erhvervsminister Simon Kollerup samt fødevareminister Mogens Jensen møder kraftig kritik fra to landbrugsordførere på Christiansborg.

Brevet lægger med udgangspunkt i en konkret lokal sag op til at få ændret lovgivningen på husdyrbrug- og planlovområdet, så kommunerne nemmere kan afvise eksempelvis landbrugs-udvidelser.

”Det brev stritter i alle retninger”, lyder det fra Venstres Erling Bonnesen til JydskeVestkysten.

”Hvis man lægger op til, at store landbrug skal tvinges ind i udpegede, afgrænsede områder, så vil priserne på jord eksplodere og i sidste ende bremse landbrugets udvikling”, tilføjer han.

Hvad der måske er mere bemærkelsesværdigt, er at socialdemokraten Anders Kronborg, som er valgt i Esbjerg, er på linje med Erling Bonnesen:

”Hvis landbrug ikke må ligge i landdistrikter – og i den konkrete sag taler vi om cirka 1000 meter fra landsbyen – hvor må de så være? I stedet for at opmale skræmmebilleder om, at landbrug afvikler landsbyerne, så kunne man fokusere på de mange positive historier om landbruget – de tusindvis af job på slagterier, mejerier, bagerier og bryggerier, der skaber liv og bosætning i landdistrikterne. Socialdemokratiet kommer ikke til at lave miljølovgivningen markant om, og det har jeg meddelt bl.a. udvalgsformand og borgmesteren”, lyder det fra Anders Kronborg.

Du kan læse hele artiklen i JydskeVestkysten via linket HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk