Bornholmblomstrer-2020-11

Bornholm blomstrer og Sjælland summer – igen i år

02. apr 2020 / Af

Verden kan godt gøres smukkere, selv i en svær tid.

Dét vil Dansk Planteværn – paraplyorganisationen for danske pesticidimportører og -producenter – bevise i samspil med andre deltagere i projekterne #BornholmBlomstrer og #SjællandSummer, der begge gentages i 2020.

Løfter i flok – uden at være sammen

På Bornholm skal blomsterstriber igen i år pryde solskinsøen og hjælpe biodiversiteten, og dermed bevises det, at man som øsamfund godt kan løfte i flok, selv om det ikke er muligt at være fysisk sammen.

Målet er at vise, at landbrug og natur kan gå hånd i hånd, hvis der skabes gode rammer for begge dele. Projektet handler således også om imagepleje.

Du kan læse mere i pressemeddelelsen HER.

Bedre fødegrundlag for dyr og insekter

#SjællandSummer er i dén grad inspireret af #BornholmBlomstrer. Det var medlem af Bæredygtigt Landbrug, Roskilde-landmanden Ole Christiansen, som tog initiativ til det sjællandske projekt – der handler om at skabe såkaldte naturstriber på markerne.

Projektets formål er således at styrke biodiversiteten på Sjælland og vel at mærke engagere sjællænderne i dét arbejde. Man vil skabe variation i det åbne land og øge fødegrundlaget for insekter, herunder vilde bier og sommerfugle, der samtidig danner fødegrundlag for andre dyr og insekter. Dét projekt kan du blive klogere på via pressemeddelelsen HER samt Bæredygtigt Landbrugs egen artikel HER.

Populært sidste år

“Det har været dejligt at mærke den store støtte fra både landmænd, folk i byerne og de regionale medier. Sidste år kom familier helt fra København ud til min gård for at hente blomsterfrø, fordi de havde hørt om vores arbejde med blomsterstriber. Jeg har oplevet stor opbakning til #SjællandSummer fra både land og by, og derfor er vi nu klar med en ny og forbedret blomsterblanding, og så har vi valgt at lave afhentningssteder syv forskellige steder på Sjælland, så endnu flere kan deltage”, fortæller Ole Christiansen.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk