Af Flemming Fuglede Jørgensen, formand for Landsforeningen Bæredygtigt Landbrug, Borupgård, Løkken
18 grønne NGO-organisationer – bl.a. Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, Dansk Vegetarisk Forening, Sex og Samfund, Amnesty International, Verdensnaturfonden og Dansk Ornitologisk Forening – har udsendt 30 forslag til, hvordan Danmark fastholder sin 70 % målsætning på klimaområdet, og hvordan dansk økonomi og den grønne omstilling kan sættes i gang efter coronaen.
Fint nok – men det virker, som om det er kisten under hunden med øjne så store som Rundetårn fra H.C. Andersens Fyrtøjet, de har fat i – og ikke den danske statskasse.
Hvorfor er plusserne i klimaregnskabet ikke nævnt?
Den pengekasse, de har fat i, virker uudtømmelig, når de taler om afgifter, beskæftigelsesprojekter, standere til elbiler, naturskov, vegetabilsk kost og grøn omstilling. De taler ikke om vidensbaseret produktion, om at holde gang i hjulene eller CO2-lagring i landbrugsjord og afgrøder (altså de plusser i klimaregnskabet, som landbruget også bidrager med). De taler ikke om, hvor pengene skal komme fra.
I lyset af coronaen er det vigtigt at få gang i en debat om landets grønne fremtid. Men det nytter ikke at tro, at grønt udelukkende betyder reduktion. Vi skal jo alle både leve og spise.
Gerne plads til urørt natur
Landbruget er parat – til at dyrke føde, foder og energi – effektivt, bæredygtigt og vidensbaseret. Landbruget er parat til at benytte den nyeste viden og forskning, således at vi får større udbytte pr. landbrugshektar og derved mere plads til urørt natur med blomster og bier.
Derfor følger vi i Bæredygtigt Landbrug tæt med i den produktionsrelaterede forskning om f.eks. mere dansk protein fra græs (som også de 18 peger på). Og vi presser på for at få vandløb og kanaler renset op, så produktionsområder ikke forsumper, og vi arbejder hårdt på at beholde og udnytte den nødvendige gødning til en optimeret, vidensbaseret produktion.
Intensivt landbrug er en forudsætning for klimavenlighed
Det er elementer i en rigtig grøn omstilling, der vil kunne bidrage positivt til samfundsøkonomien, eksporten, og som samtidig giver mere plads til naturen.
Intensivt landbrug er således en forudsætning for klimavenlighed, natur og biodiversitet.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i diverse medier, du kan eksempelvis læse Maskinbladets onlineversion via linket HER).