Hofor og Novafos ville udlede urenset spildevand direkte ud i Øresund i en periode på fem dage. Bæredygtigt Landbrugs direktør henvendte sig derfor til både borgmester Hans Toft og miljøminister Lea Wermelin for at få udledningen stoppet. Nu er udledningen så midlertidig udsat – det er ikke nok, lyder reaktionen.
”Danske landmænd skal dagligt stå på mål for tilstanden i det danske vandmiljø, landmændene bliver reguleret ned til mindste gram – derfor bliver de voldsomt provokeret af den lethed, hvormed systemet kan tildele sig selv retten til at lave et sådant planlagt svineri”, siger direktør for Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup.
Alvorlig forurening
Det er særdeles alvorligt, at næringsstoffer – fosfor, kvælstof og organisk materiale – bliver ledt direkte ud i Øresund i de fem dage. Der er f.eks. tale om over to tons fosfor – der ikke nedbrydes, men vil ligge i årtier som slam på bunden af Kongedybet og Øresund. Desuden er der tale om uafklarede store mængder af organisk materiale, miljøfremmede stoffer, kemi, tjærestoffer og medicinrester.
Udledning af næringsstoffer er specielt følsomt her i forårsmånederne, det gør ikke miljøødelæggelsen mindre, at man netop vælger at udlede næringsstoffer nu.
Det er ikke acceptabelt. Der må findes en anden løsning for at få disse mængder spildevand til et rensningsanlæg f.eks. med tankskibe – mener Bæredygtigt Landbrug.
Et hav af ubesvarede spørgsmål
Mange spørgsmål rejser sig:
Hvor ofte sker der en sådan udledning af urenset spildevand? Novafos’ direktør har tidligere sagt, at det er anden gang i år – blot for dem.
Hvor mange tilladelser er der givet – i hovedstadsområdet – og på landsplan i løbet af det sidste år? Hvor store mængder er der tale om?
Hvor store mængder udledes årligt gennem de gamle rør, der ender ude i Øresund?
Hvor ofte sker overløb af urenset spildevand fra rensningsanlæg?
Hvor ofte udledes spildevand i resten af landet?
Der må ifølge Bæredygtigt Landbrug graves til bunds i denne på alle måder beskidte sag.
Af Anne-Marie Glistrup, amg@baeredygtigtlandbrug.dk
(Ovenstående er også udsendt som pressemeddelelse).