Ingen grund til kvælstof-forskrækkelse

Danske politikere bliver ved med at regulere efter modelberegninger, som ingen andre i verden benytter sig af

kiaer

Af Peter Kiær, næstformand for Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev

Bæredygtigt Landbrug skal snart i retten igen.

Denne gang skal vi forsvare retten til at gøde vores afgrøder fagligt korrekt. Uden at det skader vandmiljøet og vel at mærke på en måde, hvor det gavner klimaet, idet velgødede planter er bedst til at samle CO2 op – både i selve planten samt i rødder og jord. Politikerne er ved at fratage os dén mulighed. Derfor må vi i retten.

Dansk landbrug vil ikke igen stå i den situation – som i tiden inden Landbrugspakken – hvor dansk korn er uønsket på verdensmarkedet, fordi det indeholder for lidt protein. Vi vil ikke acceptere, at 1/3 af de danske landbrugsarealer skal braklægges og dermed forsvinder fra fødevareproduktionen.

Videnskaben har påvist, at der ikke er sammenhæng mellem det kvælstof, landbruget bruger på markerne, og miljøtilstanden med f.eks. ålegræs ved kystvandene.

Alligevel bliver nogle danske politikere ved med at regulere efter modelberegninger, som ingen andre i verden benytter sig af. Modellerne bunder i en kvælstof-forskrækkelse i Danmark – dét skal vi have gjort op med.

Derfor glæder et samlet dansk landbrug sig til at komme i retten for at forsvare en faglig og miljømæssig optimeret landbrugsdrift.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i bl.a. de trykte udgaver af aviserne Nordjyske, Sjællandske samt Frederiksborg Amts Avis plus på hjemmesiderne www.midtjyllandsavis.dk og www.randersidag.dk – de to sidstnævnte versioner kan du se HER og HER).

2 kommentarer til “Ingen grund til kvælstof-forskrækkelse”

    1. Kære Carsten Dyhr Nielsen er det din eneste kommentar?

      Er det godt landmandskab når Peter Kiær fastholder den for længst dementerede og særlig infame løgn, at et flertal af folkevalgte skulle være skyld i at dansk korn er uønsket på verdensmarkedet!

      Det er aldrig lykkedes at finde betydende kornhandlere eller møllere der kan bekræfte påstanden. Det har rigtig mange journalister med statsgaranti undersøgt for det ville være en god og indbringende nyhed! Hvis det var sandt.

      De der kender lidt til kornsorter tror heller ikke på det.
      Det ser ud til at være fabrikeret for at tilsvine den regering og det land der stadig understøtter konventionelt landbrug.

      Hvor meget af alt det andet konventionelt landbrug fremkommer med er også løgn!

      Er det acceptabelt at foreningens bestyrelsesmedlemmer har forladt virkeligheden og i stedet luller sig selv, og medlemmerne, ind i en ekkorum hvor alt der billiggør konventionel produktion er godt og sandt og alle der har den, i deres øjne frækhed at betvivle metoderne er følelsesstyrede, uvidenskabelige og krænkende landbrugshadere!

      Der er stadig flertal for et landbrug herhjemme men afsløres der fortsat flere løgnehistorier og andre skandaler vil tilslutningen til konventionelt landbrug fortsætte. Det er en naturlov at købere vender sig væk fra utroværdige leverandører.
      Måske netop derfor har salget været faldende i en årrække.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top