”Klimaet er komplet ligeglad med indtjeningen. Det eneste relevante parameter, når vi ser på klimaeffektivitet, er at se på, hvem der kan frembringe sine produkter mest klimaeffektivt målt i typisk CO2-ækvivalenter. Her har World Ressources Institute i en rapport netop bekræftet, at dansk landbrug er blandt de bedste og dermed på ingen måde under gennemsnittet”.
Sådan lyder det fra Niels Peter Nørring – klimadirektør for Landbrug & Fødevarer – i et indlæg på www.altinget.dk. Indlægget er en reaktion på den såkaldte miljøvismand og professor Lars Gårn Hansens påstand om, at dansk landbrug skulle være mindre klimaeffektivt end gennemsnittet i EU. En konklusion, som miljøvismanden kom til ved at se på, hvor stor indtjeningen er per tons udledt CO2…
”Den eneste rigtige løsning er gennem forskning og innovation at udvikle det landbrug, som i forvejen producerer med mindst klimaaftryk. Og her er Danmark altså blandt de allerbedste. Alt andet er blot eksport af problemer til skade for klimaet”, lyder det også fra L&F’s klimadirektør.
Dermed bakker Niels Peter Nørring op om Bæredygtigt Landbrugs faglige rådgiver Poul Vejby-Sørensen, som allerede torsdag havde gjort opmærksom på det absurde i Lars Gårn Hansens argumentation.
Du kan læse den oprindelige artikel om emnet HER, Poul Vejby-Sørensens reaktion HER samt Niels Peter Nørrings indlæg via linket HER.
Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk