Photo 20972783 © Rubik Oleg

Gyldendal manipulerer skolebørn om landbruget

27. okt 2020 / Af

Skolebørn i 8.-10. klasse bliver udsat for undervisningsmateriale, der er manipulerende og ekstremt fyldt med faktuelle fejl. Eller også dumper Gyldendals skribenter af undervisningsmateriale fælt i geografi.

”Hvordan går det med de danske søer?”

Sådan spørger Gyldendal i overskriften i noget af undervisningsmaterialet på sin internetportal til skolebørn. Et foto af en meget tydeligt forurenet sø ser skræmmende ud. I billedteksten står der:

”Vækstbetingelser. For meget næring i en sø giver gode vækstbetingelser for planter. Med tiden kan søen vokse til og blive til en mose for måske til sidst helt at forsvinde”.

Hov – der er en bjergkæde i baggrunden…

Dansk landbrug er tydeligvis ikke god ved søerne. Men det skarpe øje vil lægge mærke til, at der er en bjergkæde langt ude i baggrunden. Da Bæredygtigt Landbrug undersøger fotoet, viser det sig da også, at det ikke er en sø fra Danmark.

Det er taget af fotografen Oleg Rubik, som er fra Chuguevka i nærheden af Vladivostok i det allerøstligste Rusland. Forlaget har altså brugt et foto, der intet har med Danmark at gøre.

Teksten i materialet fortæller også, at der er tilbagegang for søer i Danmark.

”Mange af de mindste søer er truet af at gro helt til og forsvinde. Det sker, når rørsumpen vokser sig større år efter år”.

Dette står i modsætning til, at Miljøstyrelsen på sin hjemmeside fortæller om fremgang for de danske søer.

En canadisk sø i Danmark

Søen fra Vladivostok er ikke den eneste, som Gyldendal får lagt i Danmark. Canada synes også at være en del af det danske kongerige.

I materialet ”For meget næring i søen” fortæller forlaget om, hvordan landbruget er skyld i, at der er for meget fosfor og kvælstof i de danske søer.

”Det gør den danske natur mere ensartet, og noget af den biologiske mangfoldighed går tabt.”

Til at illustrere dette har forlaget valgt et foto, hvor et tykt lag af algesuppe dækker overfladen. Søen fremstår som dansk, men det viser sig ved nærmere undersøgelse, at fotoet er fra Swan Lake i Canada.

Afviser at besvare spørgsmål

Bæredygtigt Landbrug ville gerne vide, hvorfor Gyldendal bruger et foto af en beskidt sø tæt på stillehavskysten og en sø i Canada til at illustrere danske søer med. Det er ekstremt negative fotos, der naturligvis intet har med danske landmænd at gøre.

Forlagschef Mikael Pedersen fra Gyldendal ønskede ikke at stille op til et telefonisk interview, da Bæredygtigt Landbrug kontaktede ham. Han krævede at få spørgsmålene på skrift. Dette sendte Bæredygtigt Landbrug til ham, men forlaget har efterfølgende afvist at svare på dem.

Landets største regionalavis JydskeVestkysten har også fornylig – på Bæredygtigt Landbrugs opfordring – skrevet om det skolemateriale fra bl.a. Gyldendal, der dæmoniserer især konventionelt landbrug i Danmark. Dén artikel kan du læse via linket HER.

Af Jens Sillesen, jsi@baeredygtigtlandbrug.dk