Det er en både udokumenteret og falsk påstand, at ”pesticidforbruget er gået amok i Danmark, og det bliver kun værre”, sådan som mediet Mandag Morgen påstod forleden.
Dét skriver Jens Carl Streibig, som er professor emeritus på Københavns Universitet, på Verdens Bedste Fødevarers hjemmeside.
Han beretter, at pesticidforbruget i Danmark er faldende i såvel mængden af aktivstof per arealenhed som i belastningsgrad, hvilket Miljøstyrelsen da også for længst har bekræftet. I øvrigt kan man ikke sammenligne nutidens og fortidens pesticider, og det hører derfor ingen steder hjemme at påstå, at tre fjerdedele af vores drikkevand vil indeholde pesticidrester om 20 til 50 år:
”Det er en absurd sammenkædning. Finder man rester af kemiske stoffer, der i dag er godkendt, er de – i modsætning til tidligere – udviklet til at blive nedbrudt hurtigere end de stoffer, man finder i boringerne i dag”, skriver Jens Carl Streibig.
Du kan læse hele indlægget på Verdens Bedste Fødevarers hjemmeside via linket HER.
Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk