Der må kræves både dokumentation samt en åben dialog, hvis regeringen med henvisning til folkesundheden skal gøre alvor af at ødelægge minkerhvervet i Danmark.
Sådan lyder det fra Bæredygtigt Landbrug ovenpå weekendens massive kritik af regeringens håndtering af minksagen.
Branchen er sat skakmat af dommedags-scenarier
”Intet er vigtigere end folkesundheden. Men det må være et krav, at man så i det mindste dokumenterer præcist, hvad der er så farligt”, siger Bæredygtigt Landbrugs direktør Hans Aarestrup.
”Som det er lige nu, er hele branchen sat skakmat af dommedags-scenarier. Mange retter ind og må bare acceptere skæbnen. Minkbranchen må lade livet af hensyn til folkesundheden, ikke bare i Danmark men i hele verden, og alting er meget farligt, siger regeringen. Et stort milliardbeløb i eksportindtægter samt 6.000 jobs skal åbenbart ofres af forsigtighedsgrunde. Men vi må forlange benhård dokumentation fremfor mavefornemmelser og trang til at vise handlekraft”, tilføjer han.
Katastrofe uden sammenligning
Bæredygtigt Landbrugs næstformand Peter Kiær forlanger også håndfaste beviser på disse trusler mod folkesundheden, inden man slagter et helt erhverv:
”Landbrugsfamilier har gennem generationer opbygget en stolt arv af mink og sågar verdens bedste. Nu må det stoppe med denne usaglige og ufaglige håndtering fra regeringens side! Vi kræver en åben dialog og dokumentation for den linje, regeringen har lagt de seneste uger, og som er endt katastrofalt for det danske minkerhverv. Det er uden sammenligning med noget andet i Danmarkshistorien, at man med denne ubarmhjertige handling slagter alle disse mink og et hæderkronet erhverv uden relevant dokumentation”, mener Peter Kiær.
”Jeg har også fået bekræftet af flere dyrlæger, jeg har talt med, at mink sagtens kan isoleres på en måde, hvor man driver inaktiv minkavl – og vel at mærke undgår fare for spredning. Det er altså slet ikke så sort og hvidt, som regeringens og sundhedsmyndighedernes folk påstår”, tilføjer BL’s næstformand.
Forskere sår tvivl om udmeldinger
Weekendens massive kritik af regeringens minkstrategi kan du bl.a. – hvis du abonnerer på avisen – blive klogere på i Berlingske-artiklen HER, hvor internationale topforskere sætter spørgsmålstegn ved fornuften i masse-aflivningerne, samt i B.T.-artiklen HER, hvor minkavlernes formand Tage Pedersen truer med at stoppe aflivningerne, hvis ikke regeringen kommer med en klar udmelding ovenpå kritikken. Weekendens røre har også fået et hav af blå politikere til at efterlyse dokumentation og åbenhed fra regeringens side.
Læs redningsplanen
Bæredygtigt Landbrug formidlede allerede i fredags – på vegne af en gruppe minkavlere – et forslag til en redningsplan, der kan skabe grobund for fremtidig minkavl i Danmark. Du kan læse minkavlernes forslag til en 10 punkts-plan via linket HER.
Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk