Af Jørn Rasmussen, medlem af Bæredygtigt Landbrug og Nye Borgerlige, Pileallé 5, 4760 Vordingborg
Indtil for 35-40 år siden blev kvælstof betragtet som et vigtigt næringsstof og vigtig for opbygning af protein.
Men i forbindelse med en såkaldt NPO-redegørelse gik der politik i forskningen, og kvælstof blev nu udpeget til samfundets skurk, der skulle elimineres med alle midler.
Miljøstyrelsens ansvarlige forskere undlod sammen med redegørelsen at publicere denne ”opdagelse” i internationale videnskabelige tidsskrifter – med det resultat, at konklusionen ikke kunne imødegås af internationale eksperter.
Et EU-nitratdirektiv på dansk initiativ har ”opdagelsen” ligeledes medført. Altså er et helt kontinent blevet vildledt af ”Die dumme Dänen”.
Endnu en ulykke…
Nu har danske forskere fundet ud af, at en virus kan mutere blandt mink, så folkesundheden er truet både inden- og udenlands. Derfor må alt levende, der ligner mink, fjernes fra jordens overflade.
Vi vil altså redde hele verden for en ondartet mutation og miskreditere et stakkels dyr, der tilhører mårfamilien – samt ødelægge tusindvis af familiers livsværk samt et hæderkronet erhverv, der eksporterer for milliarder.
Når vi samtidig ved, hvilke ulykker danske forskere tidligere har stået bag, kan det kun anbefales, at den nye ”opdagelse” bliver vurderet af internationale forskere med ekspertise på området.
Ministerens slatne rygrad
Når det viser sig, at den brutale nedslagtning af alle mink bygger på en fejlkonklusion, er det primært fødevareministeren, som står med aben, og selvfølgelig også statsministeren, der har ansat ham. Alle andre kan vaske hænder og sige, at ”vi var ikke klogere”.
Jeg kan godt få øje på nogle af Mogens Jensens talenter, men ikke til den ministerpost han har fået tildelt. Dér har han rygrad som en regnorm.
Konklusionen må være: Det er i alles interesse, inkl. stats- og fødevareministeren, at udenlandske forskere bliver inddraget, inden nedslagtningen af minkene fortsætter.
(Indlægget er også sendt som læserbrev til diverse medier. Skribenten har ligeledes ønsket teksten offentliggjort på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).