Alle medlemmer af Bæredygtigt Landbrug er velkomne, når der førstkommende mandag aften – den 29. marts kl. 19.30 – arrangeres onlinemøde om et af tidens vigtigste emner.
Bæredygtigt Landbrug kæmper som bekendt hårdt for, at landmanden får lov til at gøde afgrøderne fremover.
Det er helt uacceptabelt for landbruget, hvis politikerne vedtager en målsætning for kvælstofudledningen uden at anvise en vej til målet.
Det kan ske, for netop nu er de politiske forhandlinger i gang om udledningsmålene ved udgangen af den sidste planperiode for implementeringen af vandrammedirektivet i 2027.
Uopnåelig målsætning
Mange politikere siger, at vi skal bevare et producerende dansk landbrug.
Men politikerne debatterer, om målet for den samlede udledning skal være 36.600 tons kvælstof årligt. Hvis der fortsat skal være landbrugsproduktion i Danmark, er det simpelthen uopnåeligt, og i øvrigt helt ved siden af, når der fortsat skal tillades en udledning fra punktkilder på 7-8.000 tons.
Ingen kan anvise vejen til, hvordan det mål skal nås.
Det opnåelige måltal er omkring 50.000 tons, men selv det vil kræve en stor og målrettet indsats.
Vanvittigt bekosteligt
Vil man sænke udledningen fra dyrkningsfladen endnu mere i forhold til det nuværende niveau, som fra rodzonen er på samme niveau som i år 1900, vil braklægning af over halvdelen af arealet være eneste reelle mulighed. Effekten vil dog alligevel først være fuldt målbart efter 20-30 år. Det vil på alle måder blive en vanvittig bekostelig affære for samfundet – i direkte erstatninger og i manglende arbejdspladser og eksportindtægter. Minkerstatningernes 18 mia. kr. bliver i dén sammenhæng småpenge.
Hør på onlinemødet mandag aften, hvorfor det er fagligt umuligt – og deltag i debatten.
Faglig direktør Jørgen Evald Jensen og direktør Hans Aarestrup vil orientere om de politiske forslag, der er fremme lige nu, og om konsekvenserne for landbruget – derefter er der åben debat om landbrugets handlemuligheder.
Alvorlig situation
”Det er vigtigt, at alle landmænd er godt orienteret om den alvorlige situation, vi står i lige nu. Derfor deltag i mødet”, lyder opfordringen fra Bæredygtigt Landbrugs formand Flemming Fuglede Jørgensen.
Du kan linke til onlinemødet mandag aften via linket HER.
Af Anne-Marie Glistrup, amg@baeredygtigtlandbrug.dk