”Sunde, robuste bier er vigtige bestøvere for landbruget. Det er godt landmandskab at passe på bierne og sikre deres fødegrundlag”.
Sådan siger Tanja Andersen, direktør for Dansk Planteværn – paraplyorganisationen for danske pesticidimportører og -producenter – om den nye digitale læringsplatform, BioHunt. Den skal gøre det nemt og sjovt for skolebørn at lære om biodiversitet og naturen.
Læringsplatformen er blevet til i et samarbejde mellem Dansk Planteværn og den globale landbrugsvirksomhed Syngenta samt landboforeningen på Bornholm og med støtte fra bl.a. Friluftsrådet og Biologiforbundet. Meningen er at rette fokus på biodiversitet og vigtigheden i at sikre et godt fødegrundlag for bier og insekter.
BioHunt blev testet torsdag den 20. maj på den såkaldte Biernes Dag af elever fra Bramsnæsvigskolen i Kirke Hyllinge. Via platformen kunne skolebørnene lære en masse om de smådyr, de fandt i markkanten.
”Vi støtter op om engagement i sådanne initiativer. Det er vigtigt, at vi alle bliver bedre til at tænke biodiversitet ind i hverdagen, og med BioHunt vil vi gerne inspirere til, at børn fra en tidlig alder lærer om naturen omkring os,”, lyder det fra Tanja Andersen.
Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk