Af Niels Hauge Mikkelsen, økologisk og konventionel landmand samt bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug
Landbrug & Fødevarers økologiske sommermøde stod i debattens tegn. En debat, som har rumlet meget længe efter tilblivelsen af sektionens nye brancheaftaler – særligt omkring gødning.
Jeg holdt et kort oplæg, og beskrev en lang række udfordringer, herunder manglende beregninger og uigennemtænkte løsninger, som vi er flere, der har påpeget gennem længere tid. Dette fik formand Hans Erik Jørgensen til at konkludere, at vi bare kom med brok og ingen løsninger, det havde han ”ingen respekt for”. Vi vidste heller ikke, hvad forbrugeren ville have, og vi fokuserede for snævert på én pind i det store program, nemlig udfasning – lød det.
Det er en fair holdning, det er bare forkert.
Effektivt og funktionelt, tak!
Vi har i gruppen fra første dag talt om og beskrevet muligheder omkring biogasgylle, men også øvrige recirkulerede produkter – her er vi faktisk helt enige. Man kan måske også anfægte vores påståede mangel på viden, da der i gruppen er folk med personligt ejerskab af alternativ energi, biogasselskaber i flere lande, egen import/eksport af egne varer, en række af certificeringer og på daglig basis handler på tværs af EU.
Men med en aktuel forsyning på landsplan af i gennemsnit 25 kg kvælstof pr. hektar ren økologisk gødning, såfremt man samler og fordeler alt jævnt til alle, betyder det helt enkelt, at der skal importeres ganske store mængder, for at driften hænger sammen. Hvordan gør man så det? Vi skal bruge en skalerbar, effektiv og funktionel løsning!
Uundgåelig situation
Vi har fra starten peget på biogassektoren som løsningen. Men hvilken forhandlingsposition er bedst for landmanden?
Skal man som Landbrug & Fødevarers Økologisektion starte med at kræve, at vi bruger biogasgylle, så biogassektoren ved, at vi død og pine skal bruge det? Eller skal man lave det som en option, og så vente til den dag, hvor biogassektoren mangler udspredningsareal, qua det øgede krav om recirkulering af flere og flere produkter? En situation, som er uundgåelig, og også er beskrevet i andre lande uden for Danmark.
Indtil at vi selv, eller gennem for eksempel andelsselskaberne, får ejerskab over biogasfunktionen, så skal vi være enormt agtpågivende i forhold til at holde på blandt andet klimaeffekten, for hvem høster den, og hvad bliver den værd? Hvordan skal vi kunne have en stærk hånd i en lang række af kommende forhandlinger, hvis vi før start har låst os til en afhængighed, ejet af kapitalfonde?
Måske vi også lige skulle lade EU færdiggøre deres forhandlinger, samt se resultatet af de nationale fortolkninger i EU, inden vi laver en lokalaftale her i Danmark, så vi får et lige konkurrenceforhold, hvilket også påpeges af Dakofo (Dansk Korn & Foder, red.) med flere.
Finansiering
Personligt så jeg gerne, at vores andelsselskaber trak lidt af investeringsvolumen fra udlandet og hjem, så vi gennem ejerskab kan udbygge og udvikle recirkuleringen til glæde for alle, såvel økologiske som konventionelle landbrug.
På den måde vil klimakreditterne fra optaget i jorden også recirkuleres gennem andelsselskaberne til biogassektoren og tilbage til andelshaverne, og vi kunne slutte klimaringen i fællesskab.
Jeg vil afslutningsvis gerne opfordre alle økologiske producenter til at sætte sig godt ind i de nye aftaler, hvad de betyder for den enkelte, sammen med deres fag- og økonomikonsulenter, forud for årsmødet i Aalborg til oktober.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i bl.a. Effektivt Landbrug. Du kan se avisens onlineversion via linket HER).
