Af Poul Vejby-Sørensen, cand.agro. og ekstern faglig rådgiver, Bæredygtigt Landbrug
I sommerens debat om sammenstødet mellem forskning og politik eller forskeres frihed til at forske uden indblanding eller pression fra universiteter, politikere, organisationer eller erhvervsinteresser forudsættes det ofte, at forskernes intentioner er rene som nyfalden sne, mens især erhvervsinteresser er pengefikserede og prøver at påvirke resultaterne.
Men er det nu også en holdbar forudsætning?
I den ideelle verden leverer saglige forskere et politisk neutralt beslutningsgrundlag til politikerne. Men er verden altid ideel? Hvad nu, hvis nogle forskere er aktivistiske og foretager politiske prioriteringer, inden de afleverer resultaterne til det politiske niveau? Så indskrænkes/fordrejes det politiske handlerum.
Sådanne eksempler på forskeres politiske afvejninger findes der mange af inden for miljø- og klimaområdet, hvor bl.a. økologisk produktion betragtes med usaglige politiske briller, og hvor ulovlig udledning af enorme mængder urenset spildevand årti efter årti forvandles til en milliardstor byrde for landbrugserhvervet. Lignende gælder anvendelse af usaglige regnemodeller for klimaindsatsen osv.
Politisk manipulation omkring kvælstof
I 1980’erne hoppede kæden af.
Der blev manipuleret med realiteterne for at nå en voldsom fordømmelse af kvælstof på trods af, at en gedigen analyse af eutrofieringsforholdene i danske vandområder foretaget af Københavns Universitet viste noget helt andet. Den omfattende undersøgelse, ”Bæltprojektet” fra 1976, dokumenterede nemlig tydeligt, hvordan tingene hænger sammen i økosystemet, og hvor der var – og stadig er – problemer i fjorde og kystvande.
Problemerne fandtes ikke i landbrugsprægede fjorde og vandområder! De fandtes derimod i byprægede – dvs. spildevandsforurenede – fjorde og kystvande.
Men alligevel blev skylden i 1980’erne kastet på ”landbrugets kvælstof”. Det var – og er stadig – usagligt og uvidenskabeligt!
Den politiske konklusion blev foretaget i Miljøstyrelsen. Og i årene siden er denne politiske konklusion fortsat blevet promoveret af et forskningsmiljø, der har erfaret, hvorledes der bedst skaffes bevillinger. På den måde har flere hundrede forskere fået bevillinger til at studere en række finere nuancer om kvælstof, mens enorme mængder urenset spildevand fortsat løber ud i vandmiljøet med belastende kemiske stoffer, der end ikke måles, og med en udledning af fosfor, som i modelberegningerne direkte fører til forøgede krav om reduktion af kvælstof fra dyrkningsfladen.
Den politiske/aktivistiske vinkel på forskningen viser sig ved, at forskerne undlader at analysere neutralt på næringsstofferne (her fosfor fra især byspildevand og kvælstof fra især landbrugsarealer) i forhold til eutrofieringen, men derimod vælger en forudsætning med stor fosforudledning, hvorved indsatskravet kastes over på kvælstof og dermed landbruget. Både Miljøstyrelsen og de involverede forskere har været ganske tavse om det fortsatte enorme spildevands- og fosforudslip gennem årtier!
NPo-redegørelsen viser sammenhængen, der senere er fortiet
I NPo-redegørelsen fra 1984 kan man på side 115 læse, hvorledes næringsstofferne påvirker eutrofieringsniveauet i danske fjorde og kystvande. Men den sammenhæng er senere blevet fordrejet med politisk/aktivistisk forskning.
I forbindelse med miljøstyrelsens Bæltprojekt fra 1970’erne blev der foretaget en vurdering af eutrofieringsniveauet i en række danske fjordsystemer og kystvande. Vurderingen blev foretaget ved registrering af målte værdier for total-kvælstof og total-fosfor og de tilsvarende målinger af algeprimærproduktion. Næringssaltmålingerne blev samlet fra en række undersøgelser gennemført i 1965-1975. Middelkoncentrationen af total-kvælstof og total-fosfor i overfladevandlag (0-10 m) i kystvandene blev sammenholdt med de tilsvarende målinger foretaget i de åbne havområder som led i Bæltprojektet. Herom skrev NPo-redegørelsen:
”Disse middelkoncentrationer var i en række kystvande stærkt forhøjet i forhold til de åbne havområder. En nøjere gennemgang viser, at åbne bugter og fjorde med et godt vandskifte har værdier, der ikke afviger meget fra forholdene i de åbne havområder. Dette gælder f.eks. Køge Bugt, Kalundborg Fjord og Aarhus Bugt. I mere lukkede bugter og fjorde er værdierne til gengæld, uden undtagelse, stærkt forhøjet i forhold til de åbne havområder. Fjorde med et meget stort afstrømningsareal i forhold til vandskiftet har fortrinsvis høje kvælstofbelastninger. Det gælder f.eks. Randers Fjord og Nakskov Fjord. I lukkede områder med beskedent afstrømningsområde, men med ret kraftig belastning af byspildevand, ses fosforkoncentrationen at være særlig forhøjet. Det gælder f.eks. Roskilde Fjord, Haderslev Fjord og Flensborg Fjord”.
Fordrejning af Roskilde Fjord
Roskilde Fjord havde i alle årene et ekstremt højt indhold af fosfor – mindst 6 gange så højt som andre fjorde. Alligevel proklamerede professor Stiig Markager, Aarhus Universitet, i marts 2011, at problemerne i Roskilde Fjord skyldtes ”den massive kvælstofforurening fra landbruget”.
Stiig Markager har gennem årene gentaget sin udtalelse om ”landbrugets kvælstof” igen og igen. Det må betragtes som en politisk/aktivistisk udtalelse at fremhæve kvælstof og fortie den reelle årsag til Roskilde Fjords problemer: Fosfor.
Konklusion
Administrationen og de involverede forskere valgte politisk/aktivistisk at nedtone byspildevandets rolle i vandmiljøproblemerne for at rette skylden mod landbrugets kvælstof. Og nu – et halvt århundrede senere – er spildevandets rolle stadig stærkt underbelyst: Ingen registrerer, hvilke stoffer det indeholder, og ingen kender omfanget af ulovlige udledninger.
Det er ikke anstændigt!
(Indlægget har også været bragt som læserbrev på Maskinbladets hjemmeside, dén version kan du læse via linket HER).
