Asger-Christensen-i-EP

Ny europæisk fødevarestrategi

19. okt 2021 / Af

Venstre-politikeren Asger Christensen, der har været miljøudvalgets ordfører i forhandlingerne om den nye fødevarestrategi, er meget tilfreds med, at EU kommer med en ny strategi for bæredygtig fødevareproduktion. Det fortæller han om i en pressemeddelelse. Christensen understreger, at forhandlingssamarbejdet har været godt. Han mener, at strategien både bliver bæredygtig og konkurrencedygtig.

Strategien sætter ambitiøse mål for reduktion af antibiotika, gødning og pesticider. Den indeholder et konkret mål på 50 procent reduktion af antibiotika inden 2030. At EU også vil nedsætte brugen af gødning og sprøjtemidler, kommer Asger Christensen ikke ind på. For ham er det vigtigt, at der kan tages højde for, at lande som Danmark allerede har reduceret forbruget betragteligt. Samtidig sætter han sin lid til præcisionslandbrug. Det betyder, mener han, at man kan målrette brugen af for eksempel pesticider, så man kun bruger det, som er strengt nødvendigt for at sikre sunde afgrøder.

Et andet forslag, som efter EU’s nye plan skal bidrage til at mindske klimaaftrykket, handler om carbon farming. Et klimatiltag, som går ud på at lagre CO2 i jorden. Det kan landmænd gøre ved at dyrke afgrøder som græs, der lagrer meget CO2, eller ved at lade marker være udyrkede.

Men her er både EU og Asger Christensen væk fra fagligheden:

”Udtagning af almindelig dyrkningsjord belaster klimaet. Det nedsætter nettooptaget med 8-10 tons CO2 pr. ha”, fortæller Bæredygtigt Landbrugs faglige direktør Jørgen Evald Jensen.

Resultatet af afstemningen i EU offentliggøres onsdag.

Af Anne-Marie Glistrup, amg@baredygtigtlandbrug.dk