Hans Aarestrup

BL-direktør advarer mod spildevandsslam med PFOS

04. nov 2021 / Af

Miljøstyrelsen har i oktober udsendt en foreløbig vejledende grænseværdi for PFAS i spildevandsslam.  

PFAS/PFOS er stoffer, der bl.a. har været anvendt i brandslukningsskum, og som der i øjeblikket undersøges for på i alt 188 arealer rundt omkring i Danmark.  

PFOS er ifølge Jupiterdatabasen tidligere hovedsageligt fundet i et bælte omkring København og andre større byer.  

PFOS er kræftfremkaldende, det påvirker reproduktionen og er akut giftigt. Det er endvidere mistænkt for hormonforstyrrende egenskaber. Stoffet bioakkumuleres og forsvinder således ikke bare i naturen, men ophobes gennem fødekæden og kan spredes langt, oplyser Miljøministeriets egen hjemmeside. 

”På den baggrund er det vigtigt, at landmænd, der modtager spildevandsslam, er opmærksomme på disse forhold og forlanger analyser af spildevandsslammet, hvor de nye grænseværdier indgår”, siger direktør for Bæredygtigt Landbrug, Hans Aarestrup.

”Vi skulle jo nødigt sprede store mængder PFAS/PFOS-stoffer på marker, der anvendes til føde og foder. Og slet ikke efter at farligheden er erkendt af myndighederne, og foreløbige grænseværdier er sat”.  

Af Anne-Marie Glistrup, amg@baeredygtigtlandbrug.dk