Hvad var årets vigtigste kampe?
Det var helt klart at få indflydelse på landbrugsaftalen indgået på Christiansborg – og det lykkedes heldigvis at presse den i den rigtige retning, takket være gode kontakter overalt i blå blok. Aftalen giver dog stadig kæmpe udfordringer, fordi politikerne og omverdenen kræver reduktioner af landbruget, både når vi taler om klima (CO2) og vandplaner (kvælstof). Det er virkelig en kamp at forklare, at dansk landbrug ikke skal i gang med den grønne omstilling – vi ER i fuld gang med den grønne omstilling – og vi hører i øvrigt for længst til de både mest klima- og miljøvenlige landbrug i verden.
Mange af de virkemidler, der er sat i værk, er der ikke videnskabelig dokumentation for. Og vi ved jo, at tiltagene på dyrkningsfladen ikke bare chikanerer landbrugserhvervet – men heller ikke gavner miljøet overhovedet!
Af andre kampe fra 2021 skal nævnes opgøret med efterafgrøder. rigide regler og datotyranni samt injurieretssagen mod professor Stiig Markager, som påstod, at landbrugets udledning stiger og stiger. Desværre tabte vi sagen, da alle kan ytre sig og endog tale mod bedre vidende uden konsekvenser. Men vi er dog slet ikke færdige med at afkræve sober dokumentation for urigtige påstande om landbrugets udledninger, heller ikke i forhold til Markager og Aarhus Universitet. Sagen har da også uden tvivl gjort politiserende og manipulerende forskere opmærksomme på, at Bæredygtigt Landbrug ikke er bange for at gå rettens vej, hvis man træder på dansk landbrug.
Hvad var årets sejre?
En stor triumf for os var at få de mange gode ting indskrevet i landbrugsaftalen: At vi f.eks. skal have en second opinion af vandplanerne, At vi kan undgå yderligere restriktioner på dyrkningsfladen, hvis vi lykkes med mange kollektive virkemidler, også i det marine miljø. At systemet i det hele taget tvinges til at være åben over for andre virkemidler end kvoter og andre klassiske metoder.
Vi har desuden mange sejre ”ude på landet”: Bæredygtigt Landbrug tager nemlig ikke kun de store, overordnede, nationale og internationale kampe for at forbedre landmændenes rammevilkår – også på det helt lokale bedrifts-niveau tager vi (og vinder) mange kampe: I det forløbne år har vi f.eks. hjulpet en hel del landmænd både i Vest- og Østdanmark med at få renset vandløb op, ligesom andre landmænd har vundet øvrige tvister med kommuner eller offentlige myndigheder takket være vores forenings indblanding. De kampe – og sejre – er vi lige så glade for som de ”store” sager. Og vi kunne ikke med jævne mellemrum fejre disse sejre, hvis det ikke var for vores engagerede og passionerede medlemmer, som virkelig bakker foreningen op i det daglige. Bæredygtigt Landbrug er ingenting uden medlemmerne!
Hvad har du lært i 2021?
At politik ikke handler om faglighed, blev i hvert fald slået fast for mig med syvtommersøm – det viser ikke mindst landbrugsaftalen, hvor man taler om udtagning af 100.000 hektar landbrugsjord, hvilket ikke vil gavne klimaet men tværtimod øge klimabelastningen. Det er ren ”feel good”. Hvis man skal kritisere de borgerlige partier for én ting i disse forhandlinger – hvor de ellers fortjener ros for virkelig at have forhindret den katastrofe for landbrugserhvervet, som de røde i første omgang havde lagt op til – så må det være, at også de blå har taget dette udtagnings-mantra til sig. Selv om det er virkelig usagligt og ufagligt. Ja, de borgerlige forsøgte endda at overbyde socialisterne, når det gjaldt udtagning af landbrugs- og dermed erhvervsjord. Dén havde jeg ikke set komme.
Jeg har også lært, at netværk er super vigtigt, og at gode relationer/forhold til partier og politikere trods alt virkelig betaler sig. Der har vi mulighed for at påvirke magten i den retning, vi og vores landmandskolleger vil.
Jeg har lært, at verden kan forandre sig overraskende hurtigt – bare se på energi- og gødningspriserne, der er eksploderet i sidste halvdel af året, og nu går vi måske ind i en verdensomspændende fødevarekrise (oven i klimakrisen). Det betyder – og det er vi blevet endnu mere opmærksomme på i det forløbne år – at landmanden i fremtiden skal være beredt på de udsving og hele tiden tænke langsigtet.
Hvad ser du frem til i 2022?
At kæmpe videre med landbrugsaftalen. Noget af det essentielle i det kommende år bliver at sørge for, at implementeringen af aftalen ikke koster erhvervet indtjening og arbejdspladser. Her skal vi holde magthaverne i ørerne, og vi vil også melde konstruktivt ind, når det f.eks. gælder om at reducere klimabelastningen via nye virkemidler. Den føromtalte second opinion skal laves fagligt korrekt. Derudover ser jeg frem til at komme rundt i hele landet og møde medlemmer fra BL, og jeg glæder mig til en normal hverdag uden covid-19 – en sygdom der også lagde mig ned en uges tid i november.
Hvad bliver jeres vigtigste kamp i 2022?
Man kan nævne mange ting – for der er rigeligt at se til i en interesseorganisation, der kæmper for bedre landbrugs-rammevilkår i Danmark. Men den allervigtigste kamp er second opinion – at få revurderet vandplanerne. Et krav om at komme ned under 40.000 tons kvælstof er totalt urealistisk og vil betyde, at halvdelen af dansk landbrug skal braklægges. Det vil medføre et massivt tab af danske (eksport)arbejdspladser. Men det er ikke det værste. Produktionen af fødevarer vil blot flytte til udlandet, hvor der er en langt større forurening, så end ikke miljøet og klimaet vil have gavn af denne både urimelige og nyttesløse regulering.
Den fortsatte kamp mod de totalt ufaglige boringsnære beskyttelsesområder bliver også et indsatsområde.
Endelig bliver vores store vandplans-retssag mod staten – der i bund og grund handler om kampen for gødningen – en 2022-milepæl.
(Teksten er også sendt til Maskinbladet i anledning af mediets nytårskavalkade).