Af Peter Kiær, formand for Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev
At læserbrevsskribent Peter Bomholt Andersen fra Rørvig (Sjællandske 27.1.) ikke kan stave mit navn korrekt, lever jeg fint med. At han læser mit læserbrev om pesticider, som en vis herre læser biblen, har jeg noget sværere ved at acceptere. Eksempelvis har jeg aldrig nogensinde erkendt landbrugets skyld for noget, der overhovedet ikke er påvirket af landbrugsdrift.
Lad mig endnu engang slå fast:
Moderne planteværnsmidler – også kaldet pesticider – udgør ingen som helst fare for hverken miljø, sundhed eller drikkevand. I så fald var disse midler aldrig blevet godkendt af de danske kontrolmyndigheder, der er verdens strengeste. Men hr. Andersen underkender altså Miljøstyrelsens vurdering – der heller aldrig er blevet modsagt af miljøtoksikologer?
Andersen afslører sin egen uvidenhed om emnet, når han helt uden belæg mistænkeliggør de hjælpemidler, vi bruger mod svampegifte, insektangreb og ukrudt. De stoffer, der indimellem bliver fundet bittesmå og i øvrigt ufarlige rester af i drikkevandet, stammer derimod fra alt andet end korndyrkning – og har i hvert fald intet med nutidig landbrugsdrift at gøre.
Måske Peter Bomholt Andersen vil være så venlig at dokumentere sine påstande om moderne pesticiders farlighed? Det bliver i så fald vanskeligt at fremskaffe beviserne hos de fagfolk, som faktisk ved, hvad de taler om…
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i dagbladet Sjællandske).