Statens Serum Institut skal igen vurdere risiko for minkhold

Sidste gang blev de veterinære eksperter ikke inddraget, men det bliver de denne gang, garanterer Fødevarestyrelsen

minkgaard-high-res

Statens Serum Institut har både den 14. juni samt den 28. september 2021 vurderet risikoen for minkhold i Danmark. Landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) fik dengang kritik fra bl.a. den konservative ordfører Per Larsen for, at de veterinære eksperter ikke var blevet inddraget i risikovurderingen – men det bliver de nu, skriver Maskinbladet.

Sundhedsministeriet har således netop bestilt en opdateret sundhedsfaglig risikovurdering hos SSI for den humane sundhed ved en eventuel genoptagelse af minkhold efter 2022. Opgaven lyder også på, at SSI i relevant omfang skal involvere Dansk Veterinær Konsortium, der skal vurdere eventuelle relevante smitteforebyggende foranstaltninger. Det fremgår af et svar fra Fødevarestyrelsen til Maskinbladet.

”Vi har lige fået opgaven i går og skal i første omgang have præciseret, hvad vores opgave præcis går ud på. Opgaven er meget løst formuleret, men jeg forestiller mig, at vi nok skal kigge på forskellige scenarier for minkhold. For eksempel skal vi se på størrelser på besætninger, vacciner af minkene, overvågning af besøgene, medarbejdere og smitteopsporing”, siger SSI-institutleder Birgit Nørrung.

Dansk Veterinær Konsortium skal aflevere sine resultater til SSI senest den 1. maj. Institutlederen forventer, at risikovurderingen bliver offentliggjort formentlig medio maj.

Du kan læse mere i Maskinbladets omtale HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top