Nu kan NutriFair opleves både fysisk og digitalt

Bæredygtigt Landbrug deltager sædvanen tro med en stand samt et møde, når den store landbrugsmesse afvikles i Fredericia

messe-11

Tirsdag den 17. maj og onsdag den 18. maj 2022 er vigtige datoer for den danske landmand – som her kan besøge den store landbrugsmesse NutriFair i Messe C Fredericia. Denne gang fejrer man 10 års jubilæum, og det sker med flere nye tiltag, afslører arrangørerne.

”I år foregår NutriFair nemlig både fysisk og digitalt, og så vil man som besøgende kunne opleve flere nye former for indhold, da vi har tilføjet både webinarer og podcast”, fortæller NutriFairs projektleder Ida Brøgger Hahn.

Gør messebesøget overskueligt via mobilen

Ved dette års udgave af messen lanceres således NutriFair Online – en online platform til mobilen, hvor besøgende altid kan have kort, udstillerliste samt konferenceprogram lige ved hånden. Platformen er lavet i et samarbejde med Effektivt Landbrug og gør det muligt for messens besøgende at skræddersy sit eget messeprogram. Derudover introduceres også en podcast kaldet Landbrugspodcasten, hvor mikrofonen ligeledes er åben for såvel udstillere som besøgende.

NutriFair 2022 er blevet flyttet fire måneder som følge af tidligere corona-restriktioner – således at den store landbrugsmesse i stedet for i januar afvikles i næste måned. 2021-versionen af NutriFair blev som bekendt aldrig til noget på grund af en vis pandemi…

Møde for alle interesserede på messens andendag

Bæredygtigt Landbrug er naturligvis traditionen tro til stede med en stand (nummer A-1262) i messehallerne. BL arbejder ligesom ved de foregående udgaver af messen også denne gang på at arrangere et infomøde målrettet både medlemmer og andre interesserede, og dette møde afvikles efter planen lidt over middag på messens andendag, onsdag den 18. maj.

Du kan læse mere om arrangementet i Messe C Fredericia på hjemmesiden www.nutrifair.dk. Derudover kan du læse yderligere om de nye tiltag på messen i Effektivt Landbrugs artikel HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top