Af Bo Ritterbusch, landmand og medlem af Bæredygtigt Landbrug, Korupvej 10, 9560 Hadsund
Krav om massive kvælstofreduktioner har ført til protester, demonstrationer og blokader foretaget af hollandske landmænd. De bliver selvfølgelig desperate og kampivrige, når de trues på deres levebrød – men ifølge meningsmålinger bakkes landmændene vel at mærke op af den hollandske befolkning.
I Sri Lanka ser vi endnu værre optøjer – fordi regeringen har forbudt import og anvendelse af gødning og befalet udelukkende økologisk produktion. Det har skabt hungersnød i den sydøstasiatiske østat, og som historien altid viser, resulterer mangel på mad i oprør.
I Danmark er frustrationerne ligeledes store i landbruget. Selv om vi er verdens duks på både miljø- og klimaområdet, straffer magthaverne os med et hav af både uretfærdige og nyttesløse reguleringstiltag samt ikke mindst en snarlig national CO2-afgift, der med garanti vil flytte både arbejdspladser og en stor landbrugseksport til andre lande. Og det ovenikøbet i en tid, hvor krig forårsager fødevarekrise, og vi mere end nogensinde burde øge produktionen.
Uroen ulmer under overfladen herhjemme. Den siddende regerings ansvarsforflygtigelse i minksagen har ikke gjort situationen bedre.
Det er grimt i Holland og Sri Lanka. Det kan det også blive her.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev både i diverse dagblade samt i landbrugspressen. Du kan eksempelvis læse hjemmesideversionerne på Midtjyllands Avis, Fjordavisen, Rebildidag.dk samt Randers Amtsavis HER, HER, HER og HER samt Effektivt Landbrugs og Maskinbladets onlineudgaver HER og HER. Derudover har også bl.a. Avisen Danmark, der er fællessektion for alle dagbladene i mediekoncernen Jysk Fynske Medier, bragt læserbrevet, ligesom det har været i Jyllands-Posten, du kan se avisens digitale udgave via linket HER).