Af naturplejer Ulf Nielsen, Kollerup Strandvej 19, 9690 Fjerritslev
Jeg har drevet naturpleje og ekstensivt landbrug i de seneste 40 år. Det har været en god tilværelse. Men mødet med offentlig myndighed har ofte gjort livet surt.
Det gælder ikke de myndighedspersoner, jeg møder i dagligdagen i skoven, men dem der af og til kommer ud og mestendels opholder sig på kontor. Nu er det blevet helt horribelt.
Snigende lovgivning
Lad mig fortælle: Jeg erhvervede min første landbrugsejendom i 1982. Jorden bestod af ca. 30 ha sandet marginaljord samt en fredet sandmile på ca. 10 ha. De 30 ha blev midt i firserne udlagt til vedvarende græs, til afgræsning og grovfoder til vores daværende ammeko-besætning. Vi har efterfølgende tilkøbt ca. 15 ha.
Uden videre varsel blev ca. 20 ha af vores jord udlagt til kultureng. Det skete omkring 1992. Vi fik at vide, at det ikke betød noget. Vi måtte stadig dyrke og gøde jorden. Det har vi så gjort siden og på den måde skaffet føden til os og vore dyr.
Men lige pludselig betyder det alligevel noget. Det er det, man kalder snigende lovgivning.
Efter den 1. juli 2022 må vi efter en ny lovgivning hverken gøde eller pløje jorden, fordi den er udlagt til kultureng og derfor er såkaldt § 3-jord. Og den slags jord fik pålagt særlige regler.
Dermed forsvandt tilliden
Det betyder, at jordens værdi falder til omkring det halve. Uden gødning vil græsudbytterne og dermed foderværdien også falde betragteligt. Ingen af tabene erstattes af myndighederne.
Jeg står med beten – fordi jeg stolede på myndighederne, dengang min jord blev udtaget til kultureng. Det gør jeg ikke længere.
Bæredygtigt Landbrug tilbød at køre en retssag mod Miljøstyrelsen med krav om erstatning for vores fremtidige tab. Selvfølgelig skal jeg godtgøres for tab, jeg er påført af tredjemand – også selvom tredjemand er det offentlige.
En landbrugsmægler og en planteavlskonsulent beregnede de tab, jeg lider pga. den nye lovgivning, og opgørelserne blev sendt ind til Miljøstyrelsen.
Sådan fungerer bureaukratiet
Det har afstedkommet et bureaukrati uden lige – med bunkevis af spørgsmål fra styrelsen, der åbenbart har tid og kræfter nok til en sådan sag. De stiller mange totalt uvedkommende spørgsmål. Selvfølgelig skal jeg oplyse matrikelnumre, areal og en vis dyrkningshistorik. Selvfølgelig skal arealernes indkomstpotentiale vurderes. Det blev de jo netop af en landbrugsmægler og en konsulent.
Men at begynde at forlange separat dokumentation for indtægter og udgifter på de berørte § 3-arealer? Mon styrelsen slet ikke ved, hvordan et landbrugsregnskab er stykket sammen? Og samtidig forlange gamle gødningsregnskaber og dokumentation for hele min ejendom. Hvad har det med sagen at gøre? Desuden forlanges dokumentation for indtægter og udgifter for den samlede landbrugsbedrift, forventet indkomsttab for de berørte § 3-arealer samt hvorledes dette påvirker overskudstabet for den samlede landbrugsbedrift, plus argumentation og dokumentation herfor. Hvad har min samlede landbrugsdrift med erstatning for dyrkningsretten til et bestemt stykke jord at gøre?
Forlanges også dokumentation for en persons samlede indtægter, hvis en smadret bil skal erstattes? Hvad er det for noget bureaukratisme overfor en landmand?
Er formålet at få mig til at miste gejsten?
Miljøstyrelsens mange irrelevante spørgsmål kan få selv en hærdet mand på 73 år til at miste gejsten. Måske er det også formålet.
Min erfaring fra tidligere retssager mod det offentlige gør, at jeg er ved at opgive ævred.
Konsulent og advokatregning bare vokser. Og den lille mand vinder stort set aldrig sager over det offentlige. Det vil jeg ikke bruge flere af mine sidste leveår og sædvanligvis gode humør på.
Jeg vil nøjes med at glæde mig over, at jeg sparer at betale skat af det økonomiske tab, jeg lider af den ændrede lovgivning.
Ét er sikkert og vist: Vi lever ikke i et demokratisk retssamfund længere.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i flere medier. Skribenten er medlem af Bæredygtigt Landbrug og har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
