Af Anker Jacobsen, civilingeniør og direktør, Ejby Mosevej 5, Glostrup
Tak for Effektivt Landbrugs beskrivelse af problemerne med at beregne foders klimaaftryk. Som jeg ser det, skyldes problemerne i høj grad, at man, uden at nævne det, forsøger at bruge IPCC’s regnemodel for CO2-emission som guideline. Derom senere.
For at få sat foderproduktionen i det rigtige perspektiv, er man nødt til tankemæssigt at gå tilbage til før, vi begyndte at hente fossilt brændsel op fra undergrunden. Her fjernede planter CO2 fra luften under samtidig produktion af ilt ved den såkaldte fotosyntese. Mennesker og dyr (landbrugsdyr og alle andre helt ned til bakteriestørrelse) spiste så disse planter, samtidig med at de omdannede planternes bundne kulstof.
Kun planter kan fjerne CO2 fra luften
Denne proces har været i smuk ligevægt i årtusinder, lige indtil menneskene begyndte at hive fossile kulstofkilder op af jorden og brænde dem. Herved kaster menneskene milliarder af ton ekstra CO2 ind i naturens kredsløb, som vores planter desværre har svært ved at overkomme at indfange, hvorved CO2-koncentrationen i luften stiger og skaber den frygtede drivhuseffekt. Det er således vigtigt at fastslå, at planter (af alle størrelser og arter) er de eneste, der kan fjerne CO2 fra luften, alle og alt andet sender CO2 ud i luften.
At tale om ”klimaaftryk” fra produktion af foder (til både dyr og mennesker) er således som udgangspunkt noget vås, al den stund produktionen netto fjerner CO2 fra luften.
Fotosyntesen er slet ikke indregnet
Talemåden skyldes, som indledningsvis nævnt, at klimaorganisationen IPCC’s regneregler for vores og andre landes nettoudledning af fossilt CO2 (og da planterne jo ikke udleder fossilt CO2) er verdens vigtigste proces: Fotosyntesen er slet ikke indregnet i IPCC’s regneregler. Desværre nøjes mange imidlertid ikke med at bruge IPCC som tiltænkt, men bruger IPCC som guideline for alle mulige betragtninger, også indenfor landbruget.
Tager man for eksempel den nævnte hvedemark, man – ved dygtigt landbrugsskab plus lidt kunstgødning og diesel til traktoren – kan få til at producere otte ton hvede og 2,5 ton halm pr. ha/år, så ser de IPCC-forblændede denne produktion som: Intet CO2-optag. Men der blev udledt lidt fossilt CO2 ved fremstillingen af gødningen og brugen af diesel, som man så dividerer ud på de otte ton hvede, og man kalder det hvedens negative klimaaftryk. Det svarer jo til, at Novo i sit regnskab udelukkende medtager udgifter og ikke nogle indtægter.
Konklusionen er således helt entydigt, at jo mere foder vi dyrker på vores marker, jo mere gavner vi klimaet. Og vil vi gøre det ekstra godt, så dyrker vi også afgrøder, der optager mere CO2 end hvede, for eksempel roer med over 30 ton CO2/ha/år, samt sørger for, at alt affald (halm og dybstrøelse m.v.) bliver nyttiggjort til for eksempel biogas, hvorved CO2-regnskabet yderligere forbedres.
Osteklokkemodellen
Den bedste metode til beskrivelse af klima-virkeligheden er at bruge osteklokkemetoden. Hermed menes, at man placerer en virtuel osteklokke over det område, man vil undersøge, for eksempel en planteavler, en svineproducent eller et helt land. Og så holder man regnskab med det kulstof, der bevæger sig ud og ind i form af CO2 eller som bundet C, samt tillige holder styr på andre stoffers indirekte CO2-indhold.
Tager vi for eksempel planteavleren, vil de altoverskyggende tal være den fjernede CO2, og det bundne C i det korn plus evt. biogas, han sender ud fra bedriften.
Når man kender vægten af kornet og vandindholdet, kan man direkte ud fra formlen for fotosyntese/forbrænding udregne C-mængden.
For dieselolien kan man ved en støkiometrisk beregning let se, hvad det svarer til i CO2-bidrag, og for gødningen må man spørge Yara om, hvor meget fossilt energi der er medgået til fremstillingen.
Skulle en del af landmandens jord være såkaldt blød bund, kan man efter en tabel fra Aarhus Universitet få en idé om CO2-tabet fra jorden (det er typisk kun en lille brøkdel af den CO2, der fanges af planterne på den samme jord, hvis altså jorden dyrkes. Ligger marken brak, rådner det producerede plantemateriale og genudsender den optagne CO2, og præsterer således ikke nogen netto CO2-optagelse).
Alt efter hvordan man regner…
Sætter vi osteklokken over den animalske landmand, vil kulstoffet i alt det foder, han køber, tælle negativt, hvorimod alt det kulstof, der er i grisene til slagteriet, tæller positivt. Bøvser fra køerne og emission fra møg, der ligger og emitterer CO2 og metan, vil også tælle negativt, med mindre det er omdannet til biogas, der tæller stærkt positivt.
Ikke mærkeligt vil en forædling af korn og græs m.v. til kødprodukter være negativt for klimaet, så vel som vi menneskers liv også bidrager negativt. Her er det imidlertid værd at huske på fortællingen om vores kul- og olieløse forfædre, for selv om vi laver alt kornet om til kød, inden vi spiser det, er der stadig 100 procents balance i naturens CO2-regnskab (mængden af afgrøder, som vi kan dyrke, vil jo i sidste ende sætte en begrænsning for mængden af dyr og mennesker på jorden).
Mere retvisende end IPCC-metoden
Bruges osteklokkemetoden for et helt land, vil det naturligvis være et stort arbejde, men resultatet vil være langt mere retvisende end brugen af IPCC-metoden.
For eksempel vil import af stål efter osteklokkemetoden skulle indregnes med det CO2, der er udsendt under produktion og transport, og en eksport af korn og grise vil figurere positivt med det bundne kulstof i kornet og grisen.
(Indlægget har også været bragt som læserbrev i Effektivt Landbrug, du kan se avisens onlineudgave via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Herunder kan du se et tidligere indlæg om CO2-problematikken forfattet af selvsamme skribent).
