Peter-Rosendal-hoester

Landbruget som medspiller

28. okt 2022 / Af

Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde

Mulighederne ligger åbne i et land som Danmark.

I valgkampens overbudspolitik har temaet været begrænsninger – også for landbruget. Det er ikke begrænsninger, der er brug for. Det er fagligt kompetente muligheder og handlekraft. Landbruget er mulighedernes land befolket af verdens dygtigste landmænd, som er ivrige efter at gøre mere for miljø og klima.

I den politiske verden hersker den vildfarelse, at en CO2-afgift vil løse problemer. Men afgifter lægger man jo på noget, man vil have mindre af. De virker derfor begrænsende. Lægger man afgifter på landbruget, får man mindre mad og færre klimaløsninger. Er det det, vi har brug for?

I landbruget arbejder vi med naturen og ikke mod den. Vore planter optager CO2 fra luften. Det er naturens eget rensemiddel – men det tæller ikke i politikernes sorte bog. Tæl det dog med – så vi også får de positive aspekter af CO2-regnskabet med.

Vi mennesker har brug for mad, og fødevarer er del af den kritiske infrastruktur, vi skal værne om som nation. Landbruget kan producere mad og samtidig tage hensyn til klimaet.

Fordi:

Landbruget har nøglen til at nå den helt teoretisk fastsatte 70% nedsættelse af udledninger af klimagasser. Vi er allerede godt på vej, ny teknologi og nye måder hjælper os yderligere på vej.

Landbruget har nøglen til, at Danmark kan blive selvforsynende med gas fra biogas, men ikke uden husdyrproduktionen. Også her ligger en enorm klimagevinst.

Landbruget producerer den mad, forbrugerne ønsker. Det vil bl.a. sige kød.

Landbruget producerer al den plantebaserede mad, der kan stå på markerne. Hvis forbrugerne ønsker andre produkter, sig til, og vi er parate.

Vi føder Danmark – også igennem eksportindtægter.

Dansk landbrug vil fortsat være en spydspids, hvis politikerne vil give plads, råd og lov.

(Indlægget har også været bragt som læserbrev i såvel dagspressen som i landbrugsmedierne, du kan eksempelvis læse Effektivt Landbrugs hjemmesideudgave via linket HER).