Det er vanskeligt for landets kommuner at indgå frivillige aftaler med landmænd omkring de boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), viser en aktindsigt fra Altinget. Det har fået Danmarks Naturfredningsforening til at kræve et generelt pesticidforbud på arealerne, mens Danva, Danske Vandværker samt Landbrug & Fødevarer i fællesskab appellerer til, at man giver processen to år mere.
”Men man bør i stedet begynde helt forfra og pille denne ufaglige og nyttesløse regulering af bordet. BNBO har spillet fallit”, lyder det i en kommentar fra Bæredygtigt Landbrugs formand Peter Kiær.
”Regelret brug af landbrugets moderne planteværnsmidler – der er godkendt af verdens strengeste kontrolsystem – udgør ingen trussel mod grundvandet. Viser konkrete målinger på den enkelte bedrift alligevel en udfordring, må man naturligvis løse dét problem. I alle øvrige tilfælde bør de skitserede områder tages ud af BNBO-planerne”, tilføjer han.
Bæredygtigt Landbrugs chefjurist Nikolaj Schulz understreger, at et sprøjteforbud – i form af erstatningsfri regulering – vil blive mødt af sagsanlæg fra foreningen:
”Og vi taler om retssager som perler på en snor. Ingen landmand skal have frataget retten til at dyrke sin jord på et både fagligt og juridisk vanvittigt tyndt grundlag”, siger Nikolaj Schulz.
Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk
(Ovenstående tekst er også sendt ud som pressemeddelelse).