Emner som frivillige BNBO-aftaler, udskældte vandplaner og besynderlige regler omkring efterafgrøder var til debat, da Landøkonomisk Selskab forleden holdt generalforsamling på Rønnede Kro i det sydsjællandske. Det fremgår af en artikel i Effektivt Landbrug.
Her langede formanden, godsejer Claus Neergaard, ud efter politikere, som ikke sætter sig ind i tingene. Han – der også er et kendt ansigt i Bæredygtigt Landbrugs medlemsskare – konstaterede således, at der mangler faglighed i landbrugs- og miljøpolitikken herhjemme. Hvilket blev dokumenteret med en række tal og fakta, som politikerne angiveligt har svært ved at forholde sig til.
”Efter et samråd i september 2021 om efterafgrøder, der viste en uvidenhed, en overfladiskhed og en ligegyldighed hos de besluttende politikere, skrev vi et åbent brev”, fortalte Claus Neergaard bl.a. i sin beretning.
Han beklager den triste og farlige udvikling, hvor landmænd på ellers sunde bedrifter giver op og sælger ejendommen.
På generalforsamlingen var der genvalg til formanden, og det gjaldt i øvrigt også et andet bestyrelsesmedlem i Landøkonomisk Selskab kendt fra Bæredygtigt Landbrug, nemlig den lollandske godsejer Helge Danneskiold-Samsøe.
Der er mere om Landøkonomisk Selskabs generalforsamling i Effektivt Landbrugs dækning HER.
Claus Neergaard har tidligere skrevet om forskellige temaer på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside. Du kan eksempelvis se et indlæg om efterafgrøder herunder.
Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk