Af Rasmus Dalsgaard, chefredaktør for Maskinbladet
I Danmark anerkendes den private ejendomsret i grundloven. Men i praksis er ejendomsretten totalt undermineret.
Staten har efterhånden lagt sin klamme hånd på store dele af den danske landbrugsdrift med detaljerede regler og forskrifter om, hvad vi skal og må. Alt sammen er pakket ind i mere eller mindre lødige argumenter om, at det sker af hensyn til almenvellet.
Senest er vi blevet pålagt at afgive fire procent af vores marker – uden erstatning.
Det er samfundsøkonomisk tåbeligt, og det er umoralsk, når store dele af verden sulter. Det har mange efterhånden påpeget – men hidtil forgæves.
Flertallet af de danske politikere er åbenbart ligeglade med hungersnød i resten af verden.
Krænkende overgreb
Men vi må ikke glemme, at den EU-inspirerede regel om at stjæle fire procent af vores produktionsarealer ud over at være tåbelig for samfundet og verdens sultende også er et umoralsk og stærkt krænkende overgreb mod den enkelte landmand, som oplever, at grundlovens ord om ejendomsrettens ukrænkelighed ikke gælder for landmænds ejendom.
Vi har skøde på jorden. Prisen, vi betalte for jorden, afspejler det udbytte, vi kan forvente, og vi betaler ejendomsskat af jorden. Vores faste omkostninger, maskinpark med videre er tilpasset vores areal. Men nu må vi ikke længere benytte jorden fuldt ud.
Man skal vist være jurist af en særlig støbning eller have en skjult ideologisk dagsorden for at synes, at det er i orden at fratage os fire procent af vores forretningsgrundlag.
Hvorfor er sådanne regler tilsyneladende i orden, når det er landmænd, der skal betale? Der er vel ingen, som kunne finde på at beordre virksomheder til at lade deres maskiner og processer stå stille fire procent af tiden med det resultat, at deres produktion og indtjening falder.
Eller kan man mon forestille sig, at villaejere fratages retten til at have køkkenhave på 40 kvadratmeter af en typisk parcelhusgrund på 1000 kvadratmeter?
Vildskud fra EU
Påfundet om de fire procent uproduktive arealer kommer fra EU, men Danmark er landet, hvor idéen først foldes ud, og som sædvanlig bliver den danske implementering også mere rabiat end i andre lande.
I Danmark får man ikke anerkendelse for alle de arealer, som man måske allerede har udtaget frivilligt, fordi det på et tidspunkt har givet mening. Hvis de i stedet havde siddet på hænderne, havde de haft mulighed for at udtage netop de arealer i stedet for den gode, regulære landbrugsjord, som de nu skal udtage oven i de hjørner og krat, de allerede frivilligt havde droppet som landbrugsjord.
Argumenterne for kravet om udtagning er som regel sovset ind i argumenter om miljø, klima og biodiversitet. Disse begreber er en effektiv løftestang.
Men det faglige grundlag er i alt for mange tilfælde aldeles tvivlsomt – ja, i nogle tilfælde kan det endda påvises, at de statslige forskrifter for landbrugsdrift virker stik mod hensigten ved at påvirke miljøet negativt.
Ned med kulakkerne
Det er derfor en nærliggende tanke, at den statslige dagsorden hos nogle af reglernes bagmænd er en anden end det påståede hensyn til miljø, klima og biodiversitet. Ikke mindst fordi der stadig er partier med et ideologisk mål om, at staten skal overtage produktionsmidlerne.
Partierne har tilsyneladende bare opdaget, at slesk tale, løgn og manipulation er en mere effektiv vej til at opnå deres politiske mål, end hvis de efter den russiske revolutions-model fortsat krævede væbnet revolution – og ned med kulakkerne.
(Indlægget har også været bragt som leder i Maskinbladet, du kan se dén version via linket HER. Skribenten har givet tilladelse til, at teksten gengives på Bæredygtigt Landbrugs hjemmeside).
