Bæredygtigt Landbrugs formand fylder 50 år

Peter Kiærs runde fødselsdag markeres med en reception på Sjælland på fredag den 28. april

peter-kiær-50-år-1

Peter Kiær, formand for Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev, fylder 50 år mandag den 24. april.

Fødselaren er født i Gentofte som søn af en jurist og en tandlæge – som tilbage i 1976 besluttede at forlade den københavnske forstad til fordel for Terslev lidt udenfor Haslev.

Faderen, som dengang havde selvstændig tandlægepraksis og desuden var formand for de praktiserende tandlæger, havde altid været interesseret i specielt jordbrug og ville nu have indfriet sine drømme om at blive landmand. I lokalsamfundet på Midtsjælland troede man ikke helt på tilflytterfamiliens landmandskunnen. Men selv i de for dansk landbrug så hårde tider i slut-70’erne gik det imidlertid ret godt for den hårdtarbejdende landmand og tandlæge, som endog havde overskud til at motivere sine børn til selvstændig virksomhed. Over middagsbordene blev der talt meget om bl.a. erhvervs- og samfundsforhold.

Spændende rejse for foreningen

Efter et etårigt uddannelsesophold i USA midt i 90’erne (hvor han bl.a. læste jordbrug og økonomi) blev Peter Kiær enig med sig selv om, at landmandsvejen også for ham var den helt rigtige vej at gå. Lysten til det politiske og organisatoriske arbejde har bl.a. gjort ham aktiv i interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. En forening, som Peter Kiær har været formand for siden 2021 og medlem af siden foreningens begyndelse i 2010 – dengang Bæredygtigt Landbrug rummede blot 300 medlemmer. I dag er der ti gange så mange, og medlemmernes jorde dækker omkring halvdelen af det danske landbrugsareal.

”Det har været en spændende rejse for foreningen fra at være en ren protestorganisation til i dag, hvor vi stadig har en skarp tunge, men samtidig er velkomne i mange kredse, bl.a. med juridiske og faglige input til folkevalgte”, fortæller Peter Kiær.

Masser af indsatsområder

Arbejdet for at skabe bedre rammevilkår for danske landmænd handler p.t. om eksempelvis kvælstofdiskussioner, en truende CO2-afgift samt det retslige efterspil ovenpå minkskandalen. Plus den evige kamp mod regeltyranni/bureaukrati og for ejendomsretten. Helt overordnet gælder det for Peter Kiær og Bæredygtigt Landbrug om at fortælle offentligheden om nødvendigheden af fødevareproduktion i landbrugslandet Danmark som en del af en verden med en hastigt voksende befolkning.

”Mit arbejde for foreningen er i høj grad drevet af min retfærdighedssans. Jeg føler, at danske landmænd bliver uretfærdigt behandlet af lovgivere og embedsværk og i øvrigt har nogle helt urimelige rammevilkår i forhold til vores udenlandske kolleger. Danmark har ellers et ganske fint og helt unikt realkreditsystem – men hvad nytter det, når snævre rammevilkår og et dyrt omkostningsniveau i form af bl.a. skatter og afgifter gør det svært at få økonomi i bedrifterne?”, spørger han.

Planteavl og grise

Hjemme på Storgaarden, som han overtog i 1999, har Peter Kiær til daglig ansvaret for 430 hektar hvede, byg og raps, ligesom han har en griseproduktion med sohold og smågrise.

Fritiden bruges med bl.a. teenagesønnerne Konrad og Arthur, kæresten Malene og parrets to labradorhunde, ligesom han interesserer sig for jagt.

Peter Kiærs 50 års fødselsdag markeres med en reception fredag den 28. april kl. 13.00-17.00 hos Café Simona, Rønnede Golfklub, Symbiosen 2, 4683 Rønnede. Tilmelding skal ske senest den 26. april via linket herunder.

50 års fødselsdagsreception for formand Peter Kiær

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

(Ovenstående er også sendt ud som pressemeddelelse. Effektivt Landbrug har omtalt begivenheden i artiklen HER, mens Maskinbladet har bragt teksten i en lettere forkortet udgave HER).

Scroll to Top