Politiet: Trusler mod minkavler er ikke konkrete nok

Ordensmyndigheden har afvist anmeldelse, blandt andet fordi man anser ytringerne for at være rettet mod erhvervet fremfor personen

minkgaard-high-res

Man kan blive dømt for at true landets statsminister – men åbenbart ikke for at true en nu tidligere minkavler.

Sådan tænker Jesper Vad Jensen, efter at Syd- og Sønderjyllands Politi samt Statsadvokaten har afvist at rejse sag mod to navngivne personer, som – føler den tidligere minkavler – har truet ham på livet.

Truslerne har ifølge Maskinbladet karakter af dødstrusler med følgende ordlyd:

”Håber din erstatning uddør sammen med dig”.

”Håber du mister alt du ejer og har, måtte få en grusom død”.

Ordensmyndigheden mener, at udsagnene kan opfattes som holdningsytringer fremfor trusler, at de ikke er konkrete, og at der er tale om en ”holdning til minkerhvervet generelt”.

Til det siger Jesper Vad Jensen:

”Det er ikke, fordi jeg som sådan frygter for mit liv. Jeg synes bare ikke, det er i orden, at man ustraffet kan true andre mennesker på livet. Der er tidligere faldet dom i en trussels-sag, hvor personer blev dømt for at have truet Mette Frederiksen. Nu er jeg godt klar over, at hun er vores statsminister, og hendes liv er helt sikkert mere værd end mit. Men på den anden side, så er hun mere beskyttet end jeg er, med et hav af sikkerhedsfolk omkring sig”.

Du kan læse mere i Maskinbladets omtale HER.

Af Christian Ingemann Nielsen, cin@baeredygtigtlandbrug.dk

Scroll to Top